Selvom hans små hænder ikke kunne skjule hans grådfyldte ansigt, fandt en lille dreng modet til at vidne imod sin egen mor. Han fortalte, at “mor blev vred” og “dykkede” hans 7-årige søster ned i poolen. Nu, 17 år senere, bryder A.J. Hutto – som i dag er 24 år – tavsheden og står fast på, at hans mor, Amanda Lewis, er “100% skyldig.”
I 2008 blev en stille retssal i Florida, USA, rystet, da en lille dreng trådte frem og fortalte en nærmest utænkelig sandhed.
A.J. Hutto, som i dag bruger et beskyttet navn, forstod dengang ikke helt, hvad han gjorde. Han fortalte bare sandheden i et forsøg på at forstå noget, ingen børn burde være vidne til.
Den dengang 7-årige dreng var iklædt i en hvid skjorte, sort strikvest og lyse bukser og beskrev i hjerteskærende detaljer det øjeblik, hvor han så sin søster, Adrianna Hutto, drukne i familiens pool i baghaven.
I første omgang blev hændelsen betragtet som en almindelig drukneulykke. Men A.J. fortalte politiet noget langt mere foruroligende: Han sagde, at deres mor havde slået Adrianna ihjel.
Amanda Lewis’ forklaring
Den 8. august 2007 kom Amanda Lewis, der arbejdede nathold på et nærliggende plejehjem, hjem og lagde sig kortvarigt for at få en lur, mens børnene så tegnefilm.
Planen var ganske simpel: lidt hvile, og så skulle hun ud for at købe skoleting til børnene, fortalte den dengang 27-årige Amanda Lewis til politiet.
Men temperaturen den dag passerede 38 grader, og derfor bad børnene om lov til at køle sig af i familiens pool, som var omkring 1,2 meter dyb. Ifølge Amanda Lewis var poolen dog helt forbudt område uden en voksen til stede, hvilket hun også havde sagt til dem. Det rapporterede ABC i 2010.
“Jeg sagde, at vi ikke kunne komme i poolen i dag, fordi vi skulle til at gøre os klar til at køre. Så ville de bare ud at lege lidt udenfor, mens jeg gjorde tingene klar,” forklarede hun.
Kort efter kom hendes søn, A.J., tilbage ind i huset og sagde: “Mor, Adrianna er i poolen.”
“Først troede jeg, han mente, at hun måske bare stod ved poolen, så jeg sagde: ‘Okay, sig til hende, at hun skal komme ind,'” fortalte Amanda Lewis senere.
Men da hun kiggede ud af bagdøren, så hun A.J. “rage i vandet med hånden, som om han prøvede at få fat i [Adrianna].”
“Jeg løb ud… løb ud af huset,” sagde Lewis. “Da jeg nåede poolen… lå hun med ansigtet nedad… Hun var helt lilla, helt blå.”
Den lille pige blev fløjet med helikopter til hospitalet, hvor hun senere blev erklæret død.
“Jeg kyssede hende, jeg krammede hende,” sagde Lewis om, hvad hun gjorde, da lægen fortalte hende, at Adrianna var død. “Jeg rørte ved hende. For jeg vidste, det var sidste gang… sidste gang jeg ville se hende. Jeg vidste med det samme, at min baby var væk.”
Myndighederne troede i første omgang, at der var tale om en tragisk ulykke – en almindeligt drukneulykke.
A.J.’s version
Men seks måneder senere trådte 7-årige A.J. ind i en retssal fyldt med fremmede. Han vidste ikke, at hans vidneudsagn kunne afgøre hans mors skæbne.
I en tidligere samtale med politiet sagde han:
“Mor dykkede min søster. Hun gjorde noget, hun ikke måtte, så mor blev sur, og så smed hun hende i poolen.”
I retten tegnede A.J. en tegning med tændstikmennesker: én figur stod ved siden af poolen, en anden lå på vandet, og A.J. havde tegnet sig selv ved et træ et stykke væk.
Da anklageren spurgte, hvad han lavede, svarede han:
“Legede… i et træ.”
Så blev han spurgt, hvem figurerne ved poolen forestillede.
“Mor,” svarede han i en video vist i retten.
Og da han blev spurgt, hvad hans mor lavede, sagde han stille, men klart:
“Slår min søster ihjel.”
Dommeren eller anklageren fortsatte:
“Hvordan gør hun det?”
“Hun lagde hånden over hendes ansigt,” svarede den lille dreng i retten. Roligt og uden drama, men med en brutal ærlighed, der ramte alle i hjertet.
På venstre side af tegningen havde A.J. også skrevet ordene “She did” og “too bad”, som han forklarede betød, at hans søster var død, og at det hele var “skræmmende”.
Juryen fandt Amanda Lewis skyldig i overlagt mord og grov vold mod et barn. Hun blev idømt livsvarigt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse.
“Ord for ord”
Efter retssagen startede A.J. et helt nyt kapitel af sit liv. Langt væk fra offentlighedens søgelys. Han blev adopteret af et kærligt par, fik nyt navn og forsvandt stille og roligt fra mediernes søgelys.
Siden den tragiske sag i 2008 har han aldrig udtalt sig offentligt om de hændelser, der for altid ændrede hans liv.
Indtil nu.
I dag er han 24 år og arbejder som brandmand. I et interview med Daily Mail fortæller han, at han ikke blev påvirket eller coachet forud for retssagen. Han fortalte ganske enkelt, hvad han havde set.
“Jeg sagde bare præcis det, jeg så – ord for ord,” fortæller A.J. og tilføjer, at han først senere i teenageårene forstod, at hans vidnesbyrd havde afgjort hans mors skæbne.
“Jeg var virkelig, virkelig nervøs… Alle de mennesker, der kigger på én. Men jeg var bare glad for, at det var overstået.”
En traumatisk barndom
Når A.J. i dag ser tilbage på sin tid med Adrianna og Amanda Lewis, beskriver han den som:
“Bare mørke. Traume. En masse misbrug. Vi blev slået – både Adrianna og jeg.”
Hans ord sætter en skarp streg under den smerte og det svigt, han og hans søster oplevede som børn, og giver stemme til en tragedie, som mange aldrig glemmer.
“Det er længe siden, jeg sidst har talt om det, så jeg husker kun brudstykker fra mit tidligere liv,” fortæller A.J. og tilføjer, at livet med hans adoptivfamilie har været fyldt med kærlighed og glæde. Noget, han kalder en en “360 graders forandring.”
“Det, jeg husker mest, er misbruget,” siger han og beskriver, at han og Adrianna ofte blev slået ud af det blå:
“Nogle gange så vi det slet ikke komme. Det var virkelig som at blive ramt bagfra.”
Adrianna var ikke bare hans søster – hun var hans bedste ven.
A.J. har ikke set sin mor siden den dag, han vidnede i retten:
“Det er bestemt af retten, at vi ikke må have kontakt. Og det har jeg faktisk ønsket at holde fast i for ikke at rippe op i alt det gamle… alle følelserne, minderne, traumerne.”
Han tilføjer: “Det var hjerteskærende. Altså, hun er jo min mor. Men der var også en form for lettelse fordi det, vi gik igennem dengang, endelig fik en afslutning.”
