Prinsesse Marie er prinsesse af Danmark og grevinde af Monpezat. Hun er født den 6. februar 1976 i Paris, Frankrig. Hun fik navnet Marie Agathe Odile Cavallier og er datter af Alain Cavallier og Françoise Grassiot.
De blev gift den 14. juni 1975, men valgte senere at blive skilt. Prinsesse Marie har fire halvbrødre. Benjamin og Gregory Grandet, der begge er født i Schweiz, samt Charles og Edouard Cavallier, der begge er født i Paris.
Inden brylluppet med prins Joachim var prinsesse Marie fransk statsborger og tilhørte den romersk-katolske kirke.
Her blev Marie og Joachim gift
Prinsesse Marie blev en del af det danske kongehus, da hun den 24. maj 2008 giftede sig med prins Joachim. Parret sagde ja til hinanden ved en romantisk vielse i Møgeltønder Kirke. Bryllupsmiddagen blev efterfølgende holdt på Schackenborg Slot, hvor parret boede på daværende tidspunkt.
Maries smukke brudekjole var ifølge Kongehuset designet af David Arasa og Claudio fra modehuset Arasa Morelli.
Til brylluppet skænkede dronning Margrethe Marie et diadem. Det havde Margrethe selv modtaget fra sine forældre, og det har tidligere. Tilhørt prinsesse Dagmar (1890-1961).
Dette hedder Maries børn
Da franske Marie faldt for den danske prins, sagde hun ikke bare ja til den store kærlighed. Hun sagde også ja til et liv i offentligheden på godt og ondt. Men endnu vigtigere sagde hun ja til prins Joachims to børn, grev Nikolai og grev Felix.
De to drenge var nemlig en naturlig del af livet med Joachim, og gennem årene har ægteparret udvidet familien med deres to fælles børn.
Den 4. maj 2009 blev grev Henrik (Henrik Carl Joachim Alain) født, mens komtesse Athena (Athena Marguerite Françoise Marie) kom til verden den 24. januar 2012.