Sarah Grünewald er tidligere Vild med dans-vært samt model og skuespiller. Tilbage i 2013 fik hun jobbet som vært på underholdningsprogrammet som afløser for Christiane Schaumburg-Müller Aaxman, der vendte tilbage året efter.
Senere blev de to kvinder hinandens medværter, da Claus Elming stoppede som vært.
Sarah Grünewald har desuden medvirket i TV-serien 'Tomgang', 'Det andet liv', 'Dirch' og 'Lille sommerfugl' ud over, at hun også har arbejdet som model i Paris.
Sønnen blev opereret
Sarah Grünewald er født i Tyskland men voksede op på Falster. I 2014 blev hun gift med kæresten Rasmus Backhaus, og de fik sønnen Louis i 2016.
Han blev født med læbe- og ganespalte men blev hurtigt efter fødslen opereret. De havde forud fået foretaget en fostervandsprøve for at kortlægge, om barnet havde en kromosomfejl, hvilket heldigvis viste sig ikke at være tilfældet.
Sønnens handicap var i første omgang svær for Sarah Grünewald at tackle.
– Jeg har jo set de her skrækbilleder på Google, og jeg har fået at vide, at det kan godt se lidt voldsomt ud for første gang, når man ser en ganespalte. Jeg vidste ikke, om han ville have hul hele vejen op til næsen. Så jeg sagde, at jeg ikke ville have ham op til mig, har Sarah Grünewald tidligere udtalt til magasinet Vores Børn.
Sarah Grünewald blev skilt
Hun forklarede her, at hun i første omgang var bange for at se, hvordan sønnen så ud, men det fortrød hun senere. Desuden forsøgte Sarah Grünewald også at skjule hans ansigt.
I 2019 meddelte Sarah Grünewald og Rasmus Backhaus, at de skulle skilles. I dag er Sarah Grünewald forlovet med musikproduceren Ben Kaniewski, men parret bor dog stadig hver for sig.
Sarah Grünewald er efter sin tid i 'Vild med dans' blevet vært for musikprogrammet 'Piano', hvor hun byder amatørpianister fra hele landet til at komme og spille klaver.