For ikke så længe siden så jeg et meget interessant billede på Facebook. Det var et billede af Twin Towers i New York med en smuk strand lige i forgrunden.
Folk lå og slappede af i sandet, som var de på en tropeferie. Men kunne det virkelig passe?
New York Citys glemte strandparadis
I dag, hvis man går en tur langs vandet nær Battery Park, i området hvor Twin Towers engang stod, er det næsten umuligt at forestille sig, at der engang var en strand.
Nu er området præget af elegante bygninger og travle gader. Vandet slår roligt mod en moderne promenade, hvor man kan nyde udsigten til Frihedsgudinden i det fjerne.
Men sandheden er, at folk engang lå og solbadede der i skyggerne af World Trade Center. Et glemt strandparadis med sin egen sandede kystlinje, hvor man kunne glemme New Yorks travlhed.
En paradisø skabt af byggeri i 1970’erne
Paradisstranden var dog ikke en del af nogen storslået plan – den opstod helt tilfældig i midten af 1970’erne på grund af forsinkelser i byggeriet af World Trade Center.
Da den enorme fundamentudgravning til Twin Towers fandt sted, fjernede arbejderne store mængder jord fra det nærliggende bassin. Dette skabte en midlertidig strand langs vandkanten.
Selvom stranden ikke var beregnet til offentlig brug, gjorde manhattanitterne den hurtigt til deres egen og forvandlede den til et uventet tilflugtssted. Solbadere nød solens varme, volleyballkampe blev spillet i sandet, og læsere fandt fred ved vandet – alt sammen under de store skygger af World Trade Center.
Hvad der engang var en byggeplads, blev til en skjult perle, og stranden blev kendt som Battery Park Beach.
Minderne lever videre
Utroligt nok er der stadig mange, der husker, hvordan det var at bade på den strand – en af dem er Suellen Epstein. Hun voksede op i det nærliggende Tribeca-kvarter og er personen på billedet nedenfor, hvor hun nyder sommersolen i 1977.
I et interview med Tribeca Citizen fortalte Suellen om sine minder om stranden. Hun bemærkede, at sandet ikke ligefrem var det bløde, fine sand, man finder på tropiske strande. Det var meget groft, og blev aldrig ramt af havets bølger. Men det fungerede perfekt som et lille afbræk.
“Vi havde ikke penge til at tage til Hamptons,” fortalte Suellen til Tribeca Citizen og fortsatte: “Vi var ude på stranden hver solrig søndag – så længe det ikke var vådt. Det var et fantastisk sted at tilbringe hele søndagen med at læse avisen.”
På billedet ovenfor nød Suellen og hendes kæreste et sjældent øjeblik på stranden. Den dag, hvor The New York Times tog billedet, havde de hele stranden for sig selv.
“Det føltes som om, man ikke var i byen – som om det var Manhattans landskab,” mindedes Suellen.
Historiens største anti-atomkraft demonstration
De “tønder og tønder af fyldjord,” som til sidst blev til stranden, tjente ikke kun som et fredeligt tilflugtssted – det blev også et sted, hvor demonstrationer fandt sted. Et ikonisk sort-hvidt foto fra den 23. september 1979 viser stranden forvandlet til hjertet en massiv anti-atomkraft demonstration.
Hundredevis af mennesker sad i sandet og nød solen, gratis musik og en demonstration, der tiltrak 200.000 mennesker til det, der skulle blive historiens største anti-atomkraft og pro-solenergi demonstration.
Det var ikke kun menneskemængden, der gjorde dagen uforglemmelig; stranden var fyldt med berømtheder, der støttede sagen. Folk som Pete Seeger og Jackson Browne optrådte, mens Jane Fonda holdt en lidenskabelig tale.
Demonstrationen markerede en genfødsel af den amerikanske protestbevægelse, som i vid udstrækning var aftaget efter afslutningen af Vietnamkrigen i 1975.
Nu handlede sagen om atomkraft, og katalysatoren for denne fornyede energi var atomulykken i Harrisburg tidligere samme år.
Slående kunstinstallationer
Battery Park Beach, også kaldet Tribeca Beach, var også et arnested for musik og kunst. Mange små dansekompagnier optrådte på stranden i en tid, hvor kunstnere også havde råd til at bo på Manhattan. Omkring dette tidspunkt fik den offentlige kunstorganisation Creative Time en bevilling til at bringe kunst til stranden, herunder med et stort kunstværk af den lokale miljøkunstner Mary Miss.
I 1980 blev stranden værtssted for Art on the Beach, hvilket gav unge kunstnere en unik mulighed for at sætte deres præg på dette særlige sted. En af dem var den 27-årige billedhugger Nancy Rubins, som var imponeret over, hvor stort stedet var og det ingeniørarbejde, der lå bag. Hun lavede et værk skabt af kasserede genstande som lampeskærme, slanger og små husholdningsapparater, som hun samlede i store mængder fra forskellige genbrugsbutikker.
Hendes værk blev til sidst en 14 meter høj tornado af skrammel.
“Det var meget ydmygende at arbejde på det sted. Jeg var ung, og det var så enormt,” fortalte hun til The New York Times.
En gigantisk hvedemark
Et andet bemærkelsesværdigt kunstværk på stedet var Wheatfield – A Confrontation af kunstneren Agnes Denes. Hendes værk var en provokerende kommentar til de moderne skyskrabere, og bestod af to tønder land med hvede plantet blot få gader fra Wall Street og World Trade Center med udsigt til Frihedsgudinden.
Agnes Denes og hendes team brugte en måned på at plante hveden, hvor hun arbejdede 16 timer om dagen for at få projektet til at lykkes. Værket var tænkt som en påmindelse til landets finansielle magtcenter om nødvendigheden af at tage miljømæssige udfordringer alvorligt.
“At plante og høste en hvedemark på jord til en værdi af 4,5 milliarder dollars skabte et kraftfuldt paradoks. Wheatfield var et symbol, et universelt koncept; det repræsenterede mad, energi, handel, verdenshandel og økonomi. Det henviste til dårlig forvaltning, spild, verdens sultproblemer og miljømæssige bekymringer,” beskriver Denes projektet på sin hjemmeside.
At se billederne fra dette projekt er næsten lige så imponerende som stranden selv.
Sandheden bag Manhattan-strandbilledet
Den kreative ånd, der bragte David Vanden-Eynden og Chris Galori til stranden, er også det, der oprindeligt gjorde mig interesseret i denne historie. De er personerne på billedet nedenfor, taget af Fred Conrad, en tidligere fotograf for The New York Times. Billedet blev taget i 1977.
David, som er miljøgrafisk designer, beskrev billedet i et interview med The New York Times i 2019:
“Der var intet der endnu, og udsigten til tårnene og floden var spektakulær.”
Han afslørede også, at nogle områder af fyldjorden var afspærret for offentligheden, selvom ikke hele området var begrænset.
Den uhyggelige sandhed bag billederne
Ifølge The New York Times begyndte tingene at ændre sig i 1983, da næsten 3.000 mennesker flyttede ind i Battery Park City (som i dag minder mere om et forstadsområde med kontorer end et rigtigt bykvarter).
I år 2000 var næsten al den tidligere fyldjord blevet udviklet og bebygget.
Men i 2001 skete der noget, der sætter disse billeder i et helt andet lys. Det er svært ikke at tænke på, hvad der skete med Twin Towers den skæbnesvangre septemberdag, især når man ser billederne af solbadere, der ligger så ubekymrede og nyder solen.
I dag ved vi noget, de ikke kunne vide: den tragiske skæbne for World Trade Center – en skæbne, der for altid ændrede New York City og resten af verden.
En person, der tænker tilbage på billederne sagde: “Min Gud! Dette billede rummer det hele: liv, død, ungdom, alderdom, stilhed, forventning.”
Disse solbadere er så ubekymrede på billedet, og kunne ikke have forestillet sig den rædsel, der ville udfolde sig år senere.
“Så meget kunne siges,” fortsatte en anden. “Men jeg vil bare kigge… og græde.”
Når vi ser på disse nu ikoniske billeder, bliver vi mindet om den uhyggelige sandhed: tiden går, og med den ændrer alting sig – ofte på måder, vi aldrig kunne have forudset.
Kunne du lide denne historie? Så del den med dine venner på Facebook!
