Da han finder et 60 år gammelt kærlighedsbrev, får han sit livs overraskelse.

Da han finder et 60 år gammelt kærlighedsbrev, får han sit livs overraskelse.

<script class='adten' src='//delivery.adten.eu/srv/player.js?z=595210e5360cee790cd7a94e' type='text/javascript' charset='utf-8' async></script>

Jeg har læst mange kærlighedshistorier i min tid. Men det er tvivlsomt, om nogen er på samme niveau som denne. Den er lidt lang, men jeg lover dig, den er værd at læse til enden. Jeg sidder nemlig stadig og tørrer tårerne væk fra mine øjne, efter at have læst historien. Selvom jeg ikke ved, om den er sand, så er den så smuk, at jeg ville dele den med jer. For det er sandt, hvad de siger: ægte kærlighed dør aldrig.

 
 
 
 
 
<div id="smartclip-ad"> <div id='smartclip-passback-ad'> <script type="text/javascript"> googletag.cmd.push(function() { googletag.defineSlot('/125128856/NEWSNER.DK.SmartClip::Passback', [300, 600], 'smartclip-passback-ad').addService(googletag.pubads()); googletag.defineSlot('/125128856/NEWSNER.DK.Between::Mobile', [[300, 600]], 'smartclip-ad').addService(googletag.pubads()); googletag.display('smartclip-ad'); }); window.sc_smartIntxtNoad = function(){ googletag.cmd.push(function() { googletag.display('smartclip-passback-ad'); }); } </script> </div> </div>
<div id="smartclip-ad"> <div id='smartclip-passback-ad'> <script type="text/javascript"> googletag.cmd.push(function() { googletag.defineSlot('/125128856/NEWSNER.DK.SmartClip::Passback', [580, 400], 'smartclip-passback-ad').addService(googletag.pubads()); googletag.defineSlot('/125128856/NEWSNER.DK.Between::Desktop', [[580, 400], [860, 610], [468, 400], [480, 400], [980, 240], [980, 300], [1250, 240], [930, 180], [1250, 300]], 'smartclip-ad').addService(googletag.pubads()); googletag.display('smartclip-ad'); }); window.sc_smartIntxtNoad = function(){ googletag.cmd.push(function() { googletag.display('smartclip-passback-ad'); }); } </script> </div> </div>

På min vej hjem en kølig dag faldt jeg tilfældigvis over en tegnebog på gaden, som nogen havde tabt. Jeg samlede den op og kiggede i den for at se, om der var et kørekort eller ID, som kunne hjælpe mig med at finde tegnebogens ejer. Men det eneste jeg fandt, var en 50'er og et krøllet brev, der så ud til at have lagt i tegnebogen i flere år.

Konvolutten var slidt, og det eneste læselige var afsenders adresse. Jeg åbnede kuverten, og tog brevet ud for at finde nogle ledetråde. Da så jeg, at brevet var fra 1956, og det blev skrevet for 60 år siden.

Brevet var skrevet med en smuk kvindelig håndskrift, og nogen havde tegnet en lille blomst i øverste venstre hjørne af papiret. Brevet startede "Kære Johannes" og fortsatte herefter med at informere denne Johannes om, at de ikke kunne se hinanden igen, eftersom afsenderens mor forbød dette. Men på trods af dette skrev hun, at hun altid ville elske ham. Brevet var underskrevet "Kirsten".

Det var et meget smukt brev, men udover navnet Johannes, var det umuligt at finde ud af, hvem ejeren til brevet var. Jeg tænkte, at hvis jeg ringer til nummeroplysningen, så kunne de muligvis give mig en liste over de personer, som havde boet på den adresse, der var på bagsiden af kuverten.

"Hej, jeg her en lidt usædvanlig forespørgsel", begyndte jeg. "Jeg forsøger at finde ejeren til en tegnebog, jeg lige har fundet. Er det muligt for dig at finde frem telefonnummeret til en adresse, som står på kuverten?"

Operatøren omstillede mig til sin chef, der kunne finde et telefonnummer. "Ja, der er et nummer opført på denne adresse, men jeg kan desværre ikke give dig det. Men jeg kan ringe til nummeret og fortælle, hvad du gerne vil og se efter, om de ønsker at tale med dig."

Jeg ventede et par minutter, og chefen vente tilbage.

"Der er nogen i den anden ende, der gerne vil tale med dig".

"Ved du, hvor familien er nu?", spurgte jeg.

"Jeg har hørt, at Kirsten var nødt til at anbringe sin mor på et plejehjem for et par år siden. Du kan tage kontakt til plejehjemmet, måske kan de hjælpe dig med at finde datteren?"

Jeg fik nummeret til plejehjemmet, og ringede med det samme. De fortalte mig, at den gamle dame var død for et par år siden. Men de havde et telefonnummer til den adresse, hvor de troede, at datteren boede.

Jeg takkede, og ringede til det nye nummer. Kvinden, der svarede, forklarede mig, at Kirsten selv var flyttet ind på et plejehjem. Hele situationen begyndte at føles håbløs, tænkte jeg. Hvorfor kæmpede jeg så meget for at finde ejeren af en tegnebog, der blot indeholdt 50 kroner og et 60 år gammelt brev?

Men jeg gav ikke op. Jeg ringede til plejehjemmet, hvor kvinden havde fortalt mig, at Kirsten boede. En mand svarede: "Ja, Kirsten bor her hos os".

Selvom klokken allerede var 22, spurgte jeg ham, om det var muligt at komme et smut forbi plejehjemmet. "Tjaaah...", svarede han tøvende og fortsatte", "hvis du gerne vil tage en chance, så sidder hun måske i fællesstuen og ser tv."

Jeg takkede ham, og tog over på plejehjemmet. Jeg blev mødt i døren af en sygeplejerske og en vagt. Vi gik op på tredje sal, og i fællesstuen introducerede sygeplejersken mig for Kirsten, der sad og så tv i sofaen. Hun var en meget venlig kvinde med et varmt smil, og hun havde stadig et glimt i øjet. Jeg fortalte hende om tegnebogen, og viste hende brevet. I samme sekund hun fik øje på brevet med den lille blomst i hjørnet, tog hun en dyb indånding og sagde: "Unge mand, dette brev var den sidste kontakt, jeg nogensinde havde med Johannes".

Hun vendte sig bort, og forsvandt ind i sine egne tanker. Efter et stykke tid sagde hun: "Jeg elskede ham utrolig meget. Men jeg var blot 16 år på det tidspunkt og min mor syntes, at jeg var alt for ung. Åh, han var så smuk. Han lignede skuespilleren Sean Connery på en prik."

"Ja, Johannes Kristensen var virkelig en fantastisk mand. Hvis du møder ham, kan så ikke fortælle ham, at jeg stadig tænker på ham. Og...", hun tøvede et øjeblik, og bed sig næsten i læben før hun smilte. Med tårer i øjnene sagde hun: "Sig til ham, at jeg stadig elsker ham. Jeg giftede mig aldrig. Jeg tror, det skyldes, at ingen kunne måle sig med Johannes.."

Jeg takkede Kirsten for sin tid, og tog elevatoren ned på første sal. Da jeg var lige ved at gå ud af døren, spurgte vagten mig, om kvinden havde været i stand til at hjælpe mig. Jeg sagde, at hun i hvert fald havde givet mig en ledetråd: "Jeg har hvert fald et navn. Men jeg tror dog, at jeg bliver nødt til at glemme alt om det for nu. Jeg har brugt hele dagen på at forsøge at finde ejeren af tegnebogen."

Jeg havde samtidig taget tegnebogen frem, som var en ganske simpel brun tegnebog med et rødt bånd omkring. Da vagten så tegnebogen, udbrød han: "Vent et øjeblik, det er jo Hr. Kristensens tegnebog. Jeg kan genkende den på den røde snor. Han taber den altid, og jeg tror, at jeg har fundet den her i indgangen mindst tre gange."

"Hvem er Hr. Kristensen?", spurgte jeg, mens min hånd begyndte at ryste.

"Han er en af de ældre, der bor på ottende sal. Det er hans tegnebog, uden tvivl. Han må have tabt den, da han var ude at gå tidligere på dagen."

Jeg takkede vagten, og løb tilbage til sygeplejerskens kontor. Jeg fortalte hende, hvad vagten lige havde sagt, og vi tog sammen op på ottende etage. Jeg var nervøs, og håbede inderligt, at Hr. Kristensen stadig var vågen.

Da vi kom op på ottende etage, blev vi mødt af en anden sygeplejerske, der fortalte os, at han sad og læste inde i stuen. "Han er en meget flot gammel mand", sagde hun.

Vi fandt frem til hans værelse, hvor døren var åben, og lyset var stadig taændt. Sygeplejersken gik hen til ham og spurgte, om han havde tabt sin tegnebog for nyligt. Han så op på hende med et overrasket blik: "Ja, den er faktisk forsvundet!".

"Denne unge mand har fundet en tegnebog, og han tror, at det er din", sagde sygeplejersken.

Jeg gav den gamle mand tegnebogen, og i samme sekund han så den, smilte han af bare lettelse: "Ja, det er min. Jeg må have tabt den, da jeg var ude at gå tidligere i dag. Jeg vil gerne give dig en findeløn."

"Nej, tak. Men jeg er nødt til at fortælle dig noget. Jeg læste brevet i tegnebogen for at finde ud af, hvem der ejede den."

Smilet forsvandt pludseligt fra mandens ansigt. "Har du læst brevet?"

"Jeg har ikke blot læst det, men jeg tror faktisk, at jeg ved, hvor Kirsten er."

Han blev bleg i ansigtet. "Kirsten?! Ved du, hvor hun er? Hvordan har hun det? Er hun stadig lige så smuk, som hun var for 60 år siden? Vil du ikke være sød at fortælle mig alt!".

"Hun har det godt... og hun er lige så smuk, som da du sidst så hende", sagde jeg sagte.

Manden lyste op og spurgte mig, om jeg var i stand til at fortælle, hvor hun var. Han ville nemlig gerne ringe til hende dagen efter. "Nu skal jeg fortælle dig noget. Jeg var så utroligt forelsket i denne pige. Så da jeg modtog brevet, sluttede mit liv. Jeg giftede mig aldrig. Jeg tror, at jeg altid har været håbløst forelsket i hende."

"Hr. Kristensen. Følg med mig", sagde jeg.

Vi tog elevatoren ned på tredje sal. Gangen var mørk, og der var kun to svage lamper som lyste vejen op til det rum, hvor Kirsten sad i sin ensomhed og så fjernsyn. Sygeplejersken gik forsigtigt ind til hende.

"Kirsten", sagde sygeplejersken og pegede mod Johannes, som ventede et par meter væk. "Kender du denne mand?"

Hun rettede på sine briller, betragtede manden i et par sekunder, men sagde ikke et ord. Så sagde Johannes stille, næsten hviskende: "Kirsten, det er Johannes. Kan du huske mig?"

Hun stirrede på Johannes i stilhed, indtil hun sagde: "Johannes! Jeg kan ikke tro det! Johannes! Er det dig? Min Johannes!?".

Han gik langsomt hen til hende, og da han kom helt tæt på, omfavnede de længe hinanden. Både sygeplejersken og jeg forlod rummet med tårerne strømmende ned af vores kinder.

"Er det ikke utroligt? Hvis noget er beregnet til at ske, så sker det altid til sidst. Uanset hvor lang tid det tager", sagde jeg.

Cirka tre uger efter modtog jeg et opkald på mit arbejde fra plejehjemmet.

"Har du mulighed for at tage fri på søndag, eftersom du er blevet inviteret til bryllup? Johannes og Kirsten skal giftes", fortalte sygeplejersken.

Det var et fantastisk smukt bryllup, og alle plejehjemmets beboere havde taget fint tøj på til parrets store øjeblik. Kirsten var iført en smuk lys kjole, og strålede virkelig. Johannes havde et mørkeblåt jakkesæt på, og stod med rank ryg ved siden af sin forlovede. Jeg fik æren af at være forlover.

Parret flyttede efter brylluppet sammen i en fælles lejlighed på plehjemmet. Og hvis du nogensinde har ønsket dig et se en 76-årig brud og en 79-årig brudgom opfører sig som om, de var teenagere, så skulle du have set dette par.

En perfekt afslutning på en romance, der havde varet i næsten 60 år.

Hvis du blev glad på parrets vegne, så må du meget gerne dele denne fantastiske kærlighedshistorie, så flere får muligheden for at læse den.

 
 
 
 
 

 Udgivet af Newsner. Følg os på Facebook.

 
 
 
 
 
<script async src="//pagead2.googlesyndication.com/pagead/js/adsbygoogle.js"></script> <!-- DK_Below_Mobile_2017 --> <ins class="adsbygoogle" style="display:inline-block;width:300px;height:600px" data-ad-client="ca-pub-5840994067977481" data-ad-slot="6039530052"></ins> <script> (adsbygoogle = window.adsbygoogle || []).push({}); </script>
<script async src="//pagead2.googlesyndication.com/pagead/js/adsbygoogle.js"></script> <!-- DK_Below_Desktop_2017 --> <ins class="adsbygoogle" style="display:inline-block;width:580px;height:400px" data-ad-client="ca-pub-5840994067977481" data-ad-slot="8992996452"></ins> <script> (adsbygoogle = window.adsbygoogle || []).push({}); </script>
<script async src="//pagead2.googlesyndication.com/pagead/js/adsbygoogle.js"></script> <!-- DK_Bottom_Desktop_2017 --> <ins class="adsbygoogle" style="display:block" data-ad-client="ca-pub-5840994067977481" data-ad-slot="1469729655" data-ad-format="auto"></ins> <script> (adsbygoogle = window.adsbygoogle || []).push({}); </script>