Manden modtager 60 år gammelt kærlighedsbrev - og det forandrer alt

Manden modtager 60 år gammelt kærlighedsbrev - og det forandrer alt

<script class='adten' src='//delivery.adten.eu/srv/player.js?z=595210e5360cee790cd7a94e' type='text/javascript' charset='utf-8' async></script>

Jeg har læst mange kærlighedshistorier i mit liv, men det er tvivlsomt, om nogen når dette niveau. Historien er lidt lang, men jeg lover dig, at den er værd at læse færdig. Jeg sidder selv med tårer i øjnene lige nu, mens jeg skriver den. Det er sandt, hvad man siger: Ægte kærlighed dør aldrig.

<div id="smartclip-ad"> <div id='smartclip-passback-ad'> <script type="text/javascript"> googletag.cmd.push(function() { googletag.defineSlot('/125128856/NEWSNER.DK.SmartClip::Passback', [300, 600], 'smartclip-passback-ad').addService(googletag.pubads()); googletag.defineSlot('/125128856/NEWSNER.DK.Between::Mobile', [[300, 600]], 'smartclip-ad').addService(googletag.pubads()); googletag.display('smartclip-ad'); }); window.sc_smartIntxtNoad = function(){ googletag.cmd.push(function() { googletag.display('smartclip-passback-ad'); }); } </script> </div> </div>
<div id="smartclip-ad"> <div id='smartclip-passback-ad'> <script type="text/javascript"> googletag.cmd.push(function() { googletag.defineSlot('/125128856/NEWSNER.DK.SmartClip::Passback', [580, 400], 'smartclip-passback-ad').addService(googletag.pubads()); googletag.defineSlot('/125128856/NEWSNER.DK.Between::Desktop', [[580, 400], [860, 610], [468, 400], [480, 400], [980, 240], [980, 300], [1250, 240], [930, 180], [1250, 300]], 'smartclip-ad').addService(googletag.pubads()); googletag.display('smartclip-ad'); }); window.sc_smartIntxtNoad = function(){ googletag.cmd.push(function() { googletag.display('smartclip-passback-ad'); }); } </script> </div> </div>

På min vej hjem en kølig aften her i sommeren, snublede jeg pludselig over en tegnebog, som nogen havde tabt på gaden. Jeg samlede den op og kiggede i den for at se, om der var et kørekort, sygesikringskort eller anden ID, som kunne hjælpe mig med at levere den tilbage. Men alt, som der var i den var en 50'er og et krøllet brev, som så ud til at have ligget i den i flere år.

Kuverten var slidt, og det eneste, som man kunne læse på den var afsenderadressen. Jeg åbnede kuverten og tog brevet ud for at forsøge at finde nogle ledetråde. Og så opdagede jeg, at brevet var dateret 1955. Det var altså mere end 60 år gammelt.

Det var skrevet med en flot, kvindelig håndskrift, og nogen havde tegnet en lille blomst oppe i venstre hjørne på papiret. Brevet begyndte: "Kære Johan," og fortsatte med at afsenderen meddelte denne Johan, at de ikke kunne ses mere, da afsenderens mor forbød dette. Men trods dette skrev hun, at hun altid ville elske ham. Brevet var signeret Kirsten.

Det var et smukt brev, men udover navnet Johan fandtes der ingen muligheder for at vide, hvem som skulle være modtageren. Jeg tænkte, at hvis jeg ringer til nummeroplysningen, kunne de måske tage en telefonliste frem over hvilke personer, som har boet på den adresse, der stod på kuvertens bagside.

"Hej, jeg har et lidt underligt spørgsmål," startede jeg. "Jeg forsøger at finde frem til modtageren af en tegnebog, jeg har fundet. Findes der nogen mulighed for at du kan få et telefonnummer til en adresse, jeg har fundet på kuverten."

Operatøren sendte mig videre til sin chef, som faktisk lykkedes at finde frem til et nummer: "Ja, der findes et nummer listet på adressen, men jeg må desværre ikke give det ud. Men jeg kan ringe nummeret op og forklare dit ærinde og se, om de vil tale med dig."

Jeg ventede i nogle minutter, og så kom chefen tilbage til telefonen. "Jeg har nogen, som vil tale med dig."

Jeg spurgte kvinden i den anden ende, om hun kendte til nogen som hed Kirsten.

"Åh! Vi købte det her hus af en familie, som havde en datter, der hed Kirsten. Men det er 30 år siden!"

"Ved du, hvor familien er nu?" spurgte jeg.

"Jeg tror, at Kirsten fik sin mor placeret på et alderdomshjem for nogle år siden. Du kan måske kontakte hjemmet og se, om de kan hjælpe dig med at finde datteren."

Jeg fik nummeret til alderdomshjemmet og ringede til det med det samme. De informerede mig om, at den gamle kvinde var gået bort for år tilbage, men at de stadig havde et telefonnummer til datteren.

Jeg takkede og ringede til det nye nummer. Kvinden som svarede forklarede, at Kirsten selv var flyttet på alderdomshjem nu. Det her virkede sgu lidt håbløst, tænkte jeg. Hvorfor kæmpe så meget for at finde en ejeren af en tegnebog med 50 kroner og et 60 år gammelt brev?

Men... Jeg gav altså ikke op endnu. Så jeg ringede til alderdomshjemmet, som sagde: "Ja, Kirsten bor her hos os."

På trods af, at klokken var 22, spurgte jeg, om jeg måtte komme forbi. Det lå heldigvis ikke ret langt væk, så hvorfor ikke tage chancen. "Tjaa.." svarede han tøvende og fortsatte "hvis du vil tage chancen, kan det være, hun sidder i stuen og ser TV."

Jeg takkede ham og kørte over til plejehjemmet. Jeg blev mødt i døren af en vagt, som fulgte mig op til tredje sal, og der i stuen blev jeg præsenteret for Kirsten, som sad i sofaen. Hun var en venlig kvinde med et varmt grin og havde et tilsvarende glimt i øjet. Jeg fortalte hende om tegnebogen og viste hende brevet. I samme sekund, som hun så brevet, fik hun øje på den lille blomst i hjørnet. hun tog et dybt åndedrag og sagde: "Unge mand, det her brev var den sidste kontakt, jeg nogensinde havde med Johan."

Hun blev lidt fjern i blikket og sank ned i sine egne taknker. Så sagde hun: "Jeg elskede ham virkelig meget, men jeg var kun 16 år på det tidspunkt, og min mor syntes, at jeg var alt for ung. Åh, han var så flot Han så præcis ud som Sean Connery."

"Ja, Johan Andersen var virkelig en skøn person. Hvis du møder ham, så sig gerne, at jeg ofte tænker på ham. Og..." Hun blev stille et øjeblik og bed sig i læben, inden hun begyndte at grine med tårer i øjnene: "Sig til ham, at jeg stadig elsker ham. Jeg giftede mig aldrig, fordi jeg ikke syntes, nogen kunne komme op på Johans niveau..."

Jeg takkede Kisten for hendes tid, sagde farvel og tog trappen ned til første sal. Da jeg kom hen til døren spurgte vagten mig om kvinden kunne hjælpe mig. Jeg sagde, at hun i hvert fald havde givet mig en ledetråd: "Jeg fik et navn, men jeg tror, at jeg giver op nu. For jeg har simpelthen brugt hele dagen på at forsøge at finde ejeren af tegnebogen."

Samtidig havde jeg taget tegnebogen frem. Den var enkel og brun, og havde et rødt bånd rundt om sig. Da vagten fik øje på tengebogen udbrød han: "Vent lige, det er jo hr. Andersens tengebog. Jeg kender den på det røde bånd, han smider den altid væk, og jeg har fundet den her i området mindst tre gange.

"Hvem er hr. Andersen?" spurgte jeg, mens min hånd begyndte at ryste.

"Han er en af dem, som bor oppe på ottende sal. Det er hans tegnebog, uden tvivl. Han må have tabt den, da han var ude på en af sine gårture."

Jeg takkede vagten og fik lov til at gå op på ottende sal for at se, om hr. Andersen var vågen.

Da jeg kom derop, blev jeg mødt af en plejer, som informerede mig om, at han sad og læste inde i stuen. "Han er altså en ganske fin gammel mand," sagde hun med et smil, og viste mig derind. Døren var åben, og der var lidt dæmpet lys. Plejeren gik frem til ham og spurgte, om han for nyligt havde tabt sin tegnebog. han kiggede op på hende med et overrasket blik: "Ja, den er faktisk forsvundet!"

"Den her venlige gentleman fandt den, og han tænkte, at det måske er din," sagde hun.

Jeg gav den gamle mand tegnebogen og i samme sekund han så den, lo han af lettelse: "Ja, det er min. Jeg må have tabt den, da jeg var ude og gå tidligere i da. Jeg vil gerne give dig en findeløn."

"Nej tak, men jeg må fortælle dig noget. Jeg læste brevet, som var i tegnebogen, for at forsøge at finde ejermanden."

Pludselig grinte han ikke mere: "Læste du brevet?"

"Jeg læste det ikke bare, jeg tror, jeg ved, hvor Kirsten er."

Han blev nu helt bleg. "Kirsten? Ved du, hvor hun er? Hvordan har hun det? Er hun stadig ligeså dejlig, som hun var dengang? Fortæl mig det!"

"Hun har det godt... Lige så dejlig, som da du kendte hende," sagde jeg.

Manden lyste op i hele ansigtet og spurgte mig om jeg kunne fortælle, hvor hun var. Han ville nemlig ringe til hende allerede i morgen. "Vil du vide noget. Jeg var så utroligt forelsket i den her pige, så da jeg fik det der brev, var mit liv slut. Jeg giftede mig aldrig. Jeg tror altid jeg har elsket hende."

"Hr. Andersen. Følg med mig," sagde jeg.

Vi tog elevatoren ned til tredje sal. gangen var mørk, og der var kun to små, svage lamper til at lyse hele rummet op, hvor Kirsten sad i sin ensomhed og så på TV. Plejeren gik forsigtigt frem til hende.

"Kirsten," sagde plejeren og pegede mod Johan, som ventede nogle meter væk. "Kender du denne mand?"

Hun rettede på sine briller, betragtede manden i nogle sekunder , men sagde ikke noget. Så sagde Johan stille, ja nærmest hviskende: "Kirsten, det er Johan. Kommer du hen til mig?"

"Johan! Jeg kan ikke tro det! Johan! Er det dig? Min Johan!"

Han gik langsomt frem mod hende, og da han kom frem, omfavnede de hinanden længe. Både plejeren og jeg gik ud af rummet med tårerne trillende ned af vores kinder.

"Er det ikke utroligt? Hvis noget er skæbnebestemt, så sker det altid til sidst. Uanset hvor lang tid det tager," sagde jeg.

Cirka tre uger senere fik jeg et opkald på mit kontor fra alderdomshjemmet. "Har du mulighed for at komme forbi på søndag og komme til bryllup? Johan og Kirsten skal giftes," forklarede plejeren, som ringede.

Det blev et fantastisk smukt bryllup, hvor alle beboerne på plejehjemmet havde taget det flotteste tøj på, for at fejre parrets store øjeblik. Kirsten havde smukke lyse klæder på og strålede virkelig. Johan havde et mørkeblåt jakkesæt og stod med rank ryg og hold fast i sin hustru. Jeg fik lov til at være forlover.

Parret er sidenhen flyttet ind i en lille lejlighed på alderdomshjemmet, og hvis du aldrig har set en 76-årig brud og en 79-årig brudgom opføre sig som teenagere, skulle du se dette par.

En perfekt afslutning på en kærlighed, som havde bestået i 60 år.

<script async src="//pagead2.googlesyndication.com/pagead/js/adsbygoogle.js"></script> <!-- DK_Below_Mobile_2017 --> <ins class="adsbygoogle" style="display:inline-block;width:300px;height:600px" data-ad-client="ca-pub-5840994067977481" data-ad-slot="6039530052"></ins> <script> (adsbygoogle = window.adsbygoogle || []).push({}); </script>
<script async src="//pagead2.googlesyndication.com/pagead/js/adsbygoogle.js"></script> <!-- DK_Below_Desktop_2017 --> <ins class="adsbygoogle" style="display:inline-block;width:580px;height:400px" data-ad-client="ca-pub-5840994067977481" data-ad-slot="8992996452"></ins> <script> (adsbygoogle = window.adsbygoogle || []).push({}); </script>
<script async src="//pagead2.googlesyndication.com/pagead/js/adsbygoogle.js"></script> <!-- DK_Bottom_Desktop_2017 --> <ins class="adsbygoogle" style="display:block" data-ad-client="ca-pub-5840994067977481" data-ad-slot="1469729655" data-ad-format="auto"></ins> <script> (adsbygoogle = window.adsbygoogle || []).push({}); </script>