Tag jer sammen, Harry og Meghan: Det er tid til, at I kommer hjem og passer biksen!

Med to kræftdiagnoser i den britiske kongefamilie må blikket naturligt rette sig mod landflygtige Meghan og Harry, for bærer de ikke også et ansvar for monarkiet?

Dette er en kommentar. Holdningen er et udtryk for skribentens egen.

Det er ikke ligefrem de muntre overskrifter, man lige nu kan spore fra det britiske kongehus.

Senest rystede prinsesse Catherine alt og alle, da hun efter måneders mystik og knapt så heldige cover ups måtte krybe til korset og overbringe den triste nyhed, at hun er kræftramt.

Tilbage i februar var det kong Charles, der må stå frem med selvsamme diagnose, efter han besteg tronen blot lidt over et år forinden.

Prins Harry er flygtet

Det kan lige pludselig se dystert ud for fremtiden i det britiske kongehus, der om nogen institution har været hårdt ramt af skilsmisser og skandaler igennem tiden.

Krisen er åbenbar, og alt imens har prinsesse Dianas yngste søn givet pokker i det hele og er flygtet over Atlanten med sin kontroversielle flamme, hertuginde Meghan.

Men helt ærligt: Er det det rigtige sted at være, når kongefamilien mere end nogensinde har brug for ekstra hænder?

Parret trådte ud

Da Meghan sluttede sig til kongehuset ved forlovelsen tilbage i 2017 var det med et stort håb om, at de britiske prinser samt deres hustruer kunne gå hen og blive “det fantastiske firkløver”.

Men allerede få år efter meldte prins Harry og hans amerikanske hustru ud, at de ville træde ud som fremtrædende medlemmer af kongehuset.

Det efter mange kontroverser med både den britiske presse men også internt i kongehuset, hvor beskyldningerne lød på alt fra racisme til disputter mellem de to svigerinder.

Brødre er uenige

Hvor er det bare ærgerligt, at prins Harry ikke har kunnet finde en hustru, der rent faktisk satte det britiske monarki forrest.

Tilbage står man lidt med følelsen af, at hun ikke har fattet en brik af det hele – hvad det vil sige at være kongelig, tro mod sin nye familie eller at skabe en moderne kongefamilie.

Og ikke mindst er der ingen tvivl om, at prinsesse Diana ikke ville have billiget den svære konflikt, der har boret sig ned mellem de kongelige brødre, der beretter om alt fra slåskampe til kamp på hårde ord.

Skal prins William og prinsesse Catherine virkelig bære hele fremtiden på deres skuldre, mens den altid korrekte prinsesse kæmper kampen mod en kræft, vi ikke kender alvorligheden af?

Hvad tænker du om konflikten i det britiske kongehus, der nu er ramt af to kræftdiagnoser?

Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!