Efter tragisk dødsfald: Kæmpe beløb samlet ind til Chris Ankers familie

Et par cykel-entusiaster har sat sig for at samle et beløb ind efter Chris Anker Sørensens død, og der er nu rejst en pæn pengesum til cykelrytterens familie samt velgørende formål.

Cykel-entusiasterne Kasper Birkeholm Munk og Kim Sivert Jensen har været så berørte af Chris Anker Sørensens død, at de i starten af året tog en beslutning.

De ville rejse et pengebeløb, der kunne komme hans efterladte og en sorg-organisation til gavn.

Den 5. september når indsamlingen så sin afslutning, og i skrivende stund er der samlet over 3,5 millioner kroner ind fra nær og fjern.

– Det er gået over al forventning. Det er en ret ydmyg og taknemlig følelse at være så tæt på slutningen af indsamlingen, siger Kasper Birkeholm Munk ifølge TV2 Østjylland.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Ritzau Scanpix

Penge går til døtre

Han understreger samtidig, at makkerparret har undervurderet hvor mange, der gerne ville støtte op om deres indsamling.

Målet var egentlig en kvart million kroner, der skulle gå til at forsøde tilværelsen for Chris Anker Sørensens to efterladte døtre, Lærke og Laura.

Derfor har det endelige resultat i den grad rørt Kasper Birkeholm Munk og Kim Sivert Jensen.

Cykelrytteren skal mindes

Størstedelen af pengene skal nu gå til organisationen Børn, Unge & Sorg, der hjælper børn, som har syge eller afdøde forældre.

Men ud over, at det har været mål for dem at rejse nogle økonomiske midler, så har sigtet også været, at Chris Anker Sørensen ikke bliver glemt.

Den tidligere cykelrytter omkom på tragisk vis, da han blev ramt af en varevogn under en prøvetur ved VM i cykling sidste år.

Sikke en flot indsats!

Send din hilsen i kommentarsporet under artiklen på Facebook!