Genrefotos: Wikimedia Commons – presse03

Dansk togfører kører underligt – det politiet finder i termokanden chokerer alle

En meget speciel sag har netop fået sin afslutning ved retten i Aarhus…

Den 6. april sidste år sagtnede et Arriva-tog pludselig farten mellem Aarhus og Skanderborg. Det var på ingen måde planmæssigt, kunne kontrolcenteret konstatere, så man kontaktede lokomotivføreren. Samtalen med den nu 59-årige mand, som styrede toget, gav anledning til, at Arriva kontaktede politiet.

Man mistænkte, at togføreren var påvirket af spiritus, og derfor sendte Arriva folk til togstationen i Silkeborg, hvor toget blev standset og føreren blev testet med alkometer. Mistanken viste sig at være ganske berettiget, så politiet blev straks tilkaldt.

Den efterfølgende blodprøve viste, at lokomotivets fører havde en promille på minimum 1,95.

Termokandens indhold chokerende

I førerhuset, hvorfra togføreren styrede toget, fandt man en termokande, som ikke indeholdt hverken kaffe eller the. Termokanden indeholdt vin.

“Jeg kan ikke huske noget fra turen. Formentlig både på grund af alkohol og på grund af min sygdom – posttraumatisk stress. Jeg har ikke et problem med alkohol. Jeg har ført tog i 30 år, og jeg har aldrig tidligere været spirituspåvirket i mit arbejde,” sagde den 59-årige i retten ifølge Midtjyllands Avis.

Togføreren forklarede også, hvordan han flere gange har oplevet selvmord og selvmordsforsøg i sit arbejde, hvor personer har trådt – eller har været tæt på at træde – ud foran toget. Selvmordene og selvmordsforsøgene har været med til at udløse den posttraumatiske stress, uddybede han.

Sidste sag 12 år gammel

Heldigvis hører sager med spirituspåvirkede togførere til sjældenhederne i Danmark. Anklageren fandt frem til en sag helt tilbage fra 2006, hvor en togfører blev dømt for at køre med en promille på 0,39.

Den 59-årige mand blev idømt 30 dages betinget fængsel for at have ført toget mellem Aarhus og Silkeborg med en høj promille og for at have bragt både passagerer og andres liv i fare. Manden skal desuden gå i alkoholistbehandling, hvis Kriminalforsorgen finder det nødvendigt. Derudover har han mistet retten til at føre tog i et år, skriver Midtjyllands Avis.

Manden er desuden blevet fyret af Arriva.