Flugtfange stak af fra sygehus – nu er han anholdt

En 32-årig mand blev anholdt onsdag aften, efter han var flygtet fra sygehuset i Nykøbing Falster.

Onsdag aften fandt politiet en flugtfange, som tidligere på dagen blev eftersøgt, efter flere gerningsmænd havde befriet ham ved sygehuset i Nykøbing Falster.

Her afsonede den 32-årige mand en fængselsstraf.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en pressemeddelelse.

Onsdag formiddag anholdt politiet en mand på Bogø, som mistænkes for at have været med til befrielsesaktionen. Der er tale om en 26-årig mand, som er sigtet for at have medvirket til fangeflugt.

Politiets efterforskning førte dem senere frem til en bil, som de standsede med hjælp fra Københavns Politi.

Den 23-årige fører blev anholdt klokken 21.58 og sigtet for at have medvirket til fangeflugten. Da politiet ransagede køretøjet, fandt de også den eftersøgte flygtede fange, som var skjult i bilens bagagerum.

Flugtfangen blev også anholdt uden nogen form for dramatik.

De anholdte fremstilles i grundlovsforhør torsdag formiddag i retten i Nykøbing.