Genåbnes torsdag: Fitnesscentre og biografer byder indenfor

Natten til tirsdag faldt aftalen om næste fase i genåbningen på plads, da alle partier i Folketinget pånær Nye Borgerlige blev enige om en yderligere genåbning af landet.

– Smittetallene er gode, indlæggelsestallene er lave, og det giver rum til en ansvarlig men betragtelig genåbning, udtaler sundhedsminister Magnus Heunicke til TV 2.

Lige her kan du danne dig et overblik over, hvad der åbner, og med hvilke forbehold.

Følgende genåbner 6. maj:

  • Alle elever i grundskolerne kan vende tilbage på fuld tid.
  • Indendørs idræt og fitnesscentre åbner for personer over 18 år mod fremvisning af coronapas.
  • Spillesteder, teatre, biografer og lignende åbner med krav om coronapas og op til 2.000 tilskuere i sektioner af 500.
  • Konferencer og møder med erhvervsmæssige og faglige formål åbner med krav om coronapas og op til 1.000 deltagere i sektioner af 500 personer.
  • 30-minuttersreglen om booking på barer og restauranter udfases som planlagt.
  • Kravet om, at private fester skal slutte senest klokken 23, afskaffes. Der må samtidig serveres alkohol til private fester fra klokken 22 til 5.
  • Forsamlingsloftet hæves til 25 indendørs og 75 udendørs.

Følgende åbner 21. maj:

  • Alle elever på ungdomsuddannelserne kan vende tilbage på fuld tid.
  • Elever på videregående uddannelser kan vende tilbage på halv tid.
  • Der udarbejdes en plan for gradvis normalisering af fysisk fremmøde på arbejdspladser begyndende fra 21. maj 2021.
Foto: Pixnio

Forlængelse af stort forsamlingsforbud

Selvom den nye genåbningsaftale er mere vidtrækkende, end der på forhånd var lagt op til, forsikrer justitsminister Nick Hækkerup, at det stadig er forsvarligt:

– Vi har hele tiden stået på de anbefalinger, vi har fået, og sundhedsmyndighederne har været med helt til den bitre ende, sagde han med henvisning til de “gode” tal for smitte og indlæggelser i Danmark.

Der er dog stadig lidt vej, før hverdagen vender helt tilbage, fortæller han.

Aftalepartierne er nemlig enige om, at det store forsamlingsforbud på 500 personer forlænges til og med 31. august 2021 – dog med undtagelser i forbindelse med genåbningen af større forsamlinger og arrangementer.

Hvad tænker du om den næste fase af genåbningen? Er der noget særligt, du vil benytte dig af? Del gerne dine tanker i kommentarfeltet under artiklen på Facebook.