Efter sygdom og skilsmisse: Anders Langballe lander nyt job

Tidligere politisk redaktør hos TV 2, Anders Langballe, tiltræder snart endnu en chefstilling.

Det lader til at være en forventningsfuld Anders Langballe, 44, der i midten af juni kan sætte sig i endnu en chefstof – denne gang hos Dansk Ejendomsmæglerforening, hvor han tiltræder som kommunikationschef.

Det oplyser Anders Langballe selv i et opslag på Facebook fra i dag, hvor han blandt andet skriver:

– Det glæder jeg mig til. Det skal stadig handle om kommunikation og lidt om politik – som jeg har beskæftiget mig med hele mit liv. Ikke helt inde i smeltediglen på Christiansborg, men med udgangspunkt fra DE’s sekretariat på Islands Brygge, hvor vi stadig kan se tårnet på Christiansborgs Slot.

Sygdom og skilsmisse bag sig

For bare lidt over en måned siden fortalte Anders Langballe, at ham og hans hustru, Anette Sønderby, var gået hver til sit efter 18 års samliv.

Deres skilmisse var blandt andet foranlediget af et meget hårdt sygdomsforløb, som Anders Langballe har været igennem.

– Det har været vildt nedslidende at være igennem det, vi har været igennem. For hele familien, for børnene, for Anette, for mig, for vores forældre og venner. For alle. Helt vildt hårdt. Og vi har ikke haft overskud til at bearbejde meget af det, vi har stået igennem, fortalte han dengang til Billed-Bladet.

Anders Langballe fotograferet i København, torsdag den 15. april 2021. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Sygdomsforløbet startede i 2018, hvor Anders Langballe blev ramt af to blodpropper i hjernen. Hans sygdom satte en stopper for karrieren, men Anders Langballe mener også, at det hårde arbejdspres hos TV 2 var årsagen til, at han blev syg.

Ny bog om at starte forfra

For bare en måned siden udkom den tidligere TV 2-profil med en bog med titlen ‘Forfra’. Her fortæller han om sin kamp tilbage til livet efter sit sygdomsforløb, samt om det stressfyldte arbejdsliv, han tidligere har oplevet.

I sit opslag på Facebook i dag takker han også for den gode modtagelse, bogen har fået.

– Bogen har fået en overstrømmende modtagelse. Vores håb er, at den fortsat kan skubbe til refleksioner om arbejdskultur, politik og presse. Det ser ud til at lykkes. Tak for det,’ skriver han og fortsætter:

– Vi fortsætter med vores små bidrag til det. I eget tilfælde med stor respekt for den balance, jeg selv mistede, da jeg som politisk redaktør bragede ind i muren.

Det bliver spændende med de nye udfordringer!

Vi ønsker Anders Langballe tillykke med sit nye arbejde i kommentarsporet på Facebook nu!