Politimanden Fredrik skriver følgende:
“Så kom dagen, jeg ikke ønskede skulle komme, men jeg vidste, at den var uundgåelig…. men ikke lige nu.
Det er for tidligt.
Yack, min elskede ven, min nærmeste kollega og hele familiens helt, sov i dag stille ind. Ryggen kunne ikke klare det længere, og det skar dybe sår i mit hjerte at se dig halvt lammet, ude af stand til at kontrollere dine bagben.
Smerten og sorgen er næsten ikke til at håndtere.
Vi har været sammen dag og nat i lidt over seks år. Vi har trænet, trænet og atter trænet for at du skulle kunne klare at udføre alle de fantastiske ting, som du har gjort i Politiets navn.
De har fundet forsvundne personer, så de nære og kære kunne ånde lettet op, du har fundet afdøde mennesker, så familierne kunne få en afslutning, du har fundet store som små ting på gerningssteder, du har fundet store mængder narkotika, du har fundet pistolhylstre efter skyderier, du har opsporet og fanget et stort antal tyve, du har også selv pågrebet et antal tyve, som valgte at flygte mens du var lige i hælene på dem, du har kæmpet mod genstridige fodbold-hooligans og fået kanonslag, flasker og sten kastet på dig, du har lagt på ryggen en hel dag ved udstillinger, hvor du tålmodigt har tilladt hundredvis af børn at klappe dig og tage billeder.
Én efter én.
Du har beskyttet mig, du har beskyttet vores kollegaer, og du har beskyttet et utal af mennesker i offentligheden, når de blev angrebet.
Du har gjort alt, hvad jeg har bedt dig om, i øvrigt skide godt. Du har været nomineret til årets politihund to gange. Vi har kørt galt med hundebilen under udrykning.
Gang på gang rystede du det af dig, og kom tilbage. Men denne gang kunne du desværre ikke ryste det af dig!
Yack, min elskede ven, jeg savner dig, og du efterlader et gigantisk tomrum efter dig. Den tynde blå linje er nu midlertidigt blevet lidt tyndere.”
