Det var i marts 2015, at spanske Pablo Ráez fik diagnosen leukæmi, blodkræft. Han var 18 år og brugte det meste af sin tid på sport, gerne træning ude i naturen.
Men da Pablo blev diagnosticeret med kræft, gik der hurtigt den forkerte vej med helbreddet. Pablo forsøgte at holde humøret oppe, men det, han elskede mest – træning, familien og sin kæreste Andrea – led under, at han brugte så meget tid på sygehuset.
Da Pablo fik en knoglemarvstransplantation og kemoterapi, begyndte han at få det bedre, og han fik snart håbet tilbage.
Men ti måneder senere var mareridtet tilbage igen.
Leukæmien var tilbage – og denne gang havde man svært ved at finde en passende knoglemarvsdonor.
Som den positive person, Pablo var, nægtede han dog at give op. I stedet startede han bevægelsen #retournmillón (udfordring en million) med et mål om at finde knoglemarvsdonorer i Spanien og udbrede viden om sygdommen.
Pablo spredte sit mod og positive energi overalt på sociale medier, og han lykkedes med sine planer.
Men den transplantation, der blev gjort i oktober 2016, mislykkedes. Situationen blev værre, og den 25. februar 2017 sluttede den 20-åriges liv.
Pablo skulle have en medalje af sin hjemby for arbejdet med bevægelsen #retounmillón, men han sov ind, før det kunne nå at ske. Arbejdet med kampagnen var dog ikke forgæves, men har for evigt påvirket den verden, han forlod. Desuden har Pablo sat et dybt aftryk, som mennesker bærer med sig for evigt.
Mens han var syg, spekulerede Pablo meget på døden og meningen med livet. Og kort før sin død besluttede den 20-årige sig for at skrive et sidste afskedsbrev, der blev lagt på sociale medier. Indlægget har siden da nået næsten hele verden, og mennesker overalt er blevet rørt af Pablos ord. Sådan her skrev han:
“Jeg har tænkt på noget, som jeg ville dele med jer. Vi lever i en verden, hvor vi belønnes for, hvor længe vi arbejder. Det indebærer, at vores liv bestemmes af tid. Vi lever som slaver i dette bureaukratiske system. Langsomt, men sikkert ødelægger vi vores planet. Vi smelter polerne, vi producerer uden kontrol, vi starter krige, dræber mennesker og mange andre ting, som ødelægger vores jord. Og alt dette for penge.
Vi er ikke tilfredse med, hvad vi har, men vil hele tiden have mere. Livet burde leves mere simpelt: i et samfund, som virkelig sørger for alle mennesker og passer på vores smukke jord. Vi må lære, hvad der virkelig er vigtigt og sætte pris på det. Vi må elske mere; os selv og så hele verden. Man kan ikke elske andre, hvis man ikke elsker sig selv først.
Lad os alle smile lidt mere, kramme lidt mere, være fredelige og være den bedste udgave af os selv. Lad os være taknemmelige for, at vi kan leve og vågne hver morgen.”
Jeg kan ikke gøre andet end at fælde en tåre og være enig med Pablo i hvert eneste ord, han skriver. Det er så svært at leve efter i virkeligheden, men hvis vi alle kunne tænke sådan her lidt oftere, ville verden være et bedre sted, og vi mennesker ville være lidt mere lykkelige.
Del gerne Pablos afskedsbrev, hvis du vil hylde en fantastisk ung mand med mange kloge tanker! Hvil i fred ❤