Allan inviterer ensomme og enlige forældre til gratis juleaften: Ingen fortjener at sidde alene den aften

Lækker mad, julegaver og pakkeleg. Allan Poulsen er klar til en festlig og god juleaften, men gæsterne kender han endnu ikke. Han har valgt at åbne sit hjem og invitere 30 mennesker til juleaften med masser af god mad, hygge og gaver – helt gratis for deltagerne.

De sidste to år har Allan Poulsen åbnet sit hjem juleaften, og den tradition fortsætter han i år.

– De bedste jul jeg har haft, er dem, jeg har holdt de sidste par år, siden jeg åbnede mit hjem, siger Allan Poulsen til Newsner Danmark og fortsætter:
– Der er mange, som sidder alene eller som ikke har råd til at holde jul. Hvis jeg kan gøre en forskel, så er det det, jeg skal gøre. Jeg bliver nødt til at gøre noget, når jeg har muligheden for at hjælpe. Vi skal turde åbne vores hjem.

Der er ét ord, som skinner igennem hans handlinger: Næstekærlighed. Og ifølge Allan Poulsen kræver det ikke meget at skabe en god aften for andre.

– Rigtig mange af os laver for meget mad den aften, så det ville ikke betyde noget, hvis man inviterede 3-4 mennesker mere med. Det koster ikke noget at åbne sit hjem. Hvis vi alle sammen bidrager lidt, så kan livet blive bedre for mange, siger Allan Poulsen.

Allan har fået god opbakning fra lokalsamfundet, hvor flere har doneret mad og drikkevarer til det gode formål.

Dagen starter ud klokken 15:00, hvor der vil være gløgg og æbleskiver, og folk kan lære hinanden at kende, inden aftenen byder på juletræ, god mad og hygge.

Det er ikke kun juleaften, at Allan Poulsen åbner sit hjem. Om sommeren åbner han sit hjem og inviterer børn og forældre som ikke har råd til det på sommerferie. Sammen med sin veninde startede han for 3 år siden Facebook-gruppen Vi hjælper stadig i hele Dk, hvor de samler mad, tøj og møbler ind til danskere, som har brug for det.

Allan håber, at folk som skal sidde alene ser hans opslag, så de i stedet kan komme ud til en hyggelig aften sammen med ham og hans familie. Hvis man har lyst til at deltage i julefesten, kan man kontakte Allan på Facebook.

Hvor er det et fantastisk initiativ. Nu hjælpes vi ad med at dele det vigtige budskab, at hvis vi alle hjælper en lille smule, så bliver det hele bedre for alle.   

Exit mobile version