Ingen forælder vil se sit barn blive sygt.
Men når det handler om kræft, er det særligt hjerteskærende.
Der findes få ting, som laver et større hul i hjertet end når du ser et kræftsygt barn som mister sit hår.
At holde dit barns hånd, mens det kaster op og får det dårligt af den kemoterapi, som forsøger at holde den forfærdelige sygdom væk.
Tanken om at få nyheden om, at der ikke er mere at gøre. Alle altertantiver er væk, det er ovre.
Hvordan tackler du en så frygtelig besked? Og hvad tænker sit barn?
Far Bill Kohler arbejder som paramediciner i forsvaret og havde brugt store dele af sit liv på at hjælpe andre.
Bill kunne behandle svære skudsår, blødende sår, frakturer eller soldater som havde trådt på miner. Ofte var det muligt at hjælpe de skadede og redde deres liv.
Men der findes en kamp, som han aldrig kunne vinde, en skade som var umulig for ham at behandle. Desværre ramte den hans egen søn Ayden.
Den tiårige dreng blev ramt af sygdommen DIPG, en særlig agressiv tumor på hjernestammen.
Tumoren var umulig at bortoperere og prognosen var utrolig dyster. 10-årige Ayden havde desuden ikke bare en, men to hjertetumorer.
Ayden, som var en intelligent og nysgerrig dreng, forstod, hvad det indebar. De børn som rammer dør oftest indenfor et år.
Far Bill forsøgte alt for at redde sin søn. Han ville, at Ayden skulle få chancen for at gennemgå flere kliniske behandlinger for at kunne kæmpe mod sygdommen.
Men Ayden blev afvist gang på gang.
Som paramediciner i militæret var Bill vant til at forholde sig rolig i stressede og presserende situationer. Han kunne klare store fysiske belastninger, var empatisk, rolig og tryg i sig selv.
Men det var svært for ham at være professionel, når det handlede om hans egen søn. Bill var helt fortvivlet, da han indså, at sønnen ikke skulle overleve.
Det var i stedet Ayden, som holdt humøret oppe.
For at gøre resten af Aydens dage på jorden mindeværdige, lavede han og Bill en liste over ting de ville gøre, inden Ayden sagde farvel.
De pressede så mange sjove ting ind som de kunne, for det drejede sig om kort tid.
Sammen besøgte de idrætsstjerner, havde et videoopkald med kendiskokken Guy Fieri, fiskede, gik på jagt og bare nød hinandens selskab.
Selvom Ayden havde den bedste tid i sit liv, kom der desværre et tidspunkt, hvor han ikke kunne gå, spise eller trække vejret ordentligt.
Han kom på sygehuset, hvor han tilbragte den sidste del af sit korte liv. En gang ved sygesenge, hvor Bill vågede over sin søn, gjorde drengen en kraftanstrengelse.
Sønnen hviskede fem ord som knuste Bills hjerte fuldstændigt.
“Far, jeg orker ikke mere”.
Bill anerkendte ordene. Ayden havde nået et punkt, hvor han havde kæmpet så hårdt, at der ikke var flere kræfter tilbage.
Paramedicineren Bill sagde som han havde gjort til de sårede soldater tidligere i sit liv.
“Det er okay, du behøver ikke kæmpe mere”, forklarede han til Ayden.
Ayden kæmpede hårdt og overlevede i syv måneder og syv dage, efter han fik diagnosen, fortæller Bill til York Daily Record.
Den 10-årige dreng havde dog en sidste anmodning, inden de tog den sidste afsked. Bill og mor Jennifer lovede at ære hans ønske.
“Hvis folk samles for at huske mig, vil jeg have, at de skal danse, synge og tage gruppebilleder”, sagde Ayden og fortsatte:
“Hvis nogen spørger mig, hvordan jeg vil huskes; så vær sød at sige, at jeg var glad, sjov, atletisk, klog, en kæmp, betænksom og uselvisk”.
For at ære Aydens kamp og hans liv, fortsætter Bill med at kæmpe for at finde en kur mod den sygdom som stjal hans søns liv alt for tidligt.
Sammen med familiemedlemmer skabte han organisationen 4AydenStrong Foundation. Organisationen støtter andre børn som kæmper mod kræft. Man hjælper familierne med at betale dyre regninger og andre udgifter.
Bill kæmper også på at ændre lovgivningen, så der kommer mere forskning i børnekræft og DIPG.
Det sker at Bill svarer på telefonopkald midt om natten fra bange forældre, der er urolige over deres børn, deres fremtid og alt der i mellem.
Bill hjælper med at holde modet oppe hos forældre og pårørende, uanset hvilken diagnose de har fået.
På en måde er Bill blevet den her stærke mand og klippe for alle, som tager imod den hårde kræftbesked og ser deres børn forsvinde, langsomt, men sikkert.
At Bill orker at gøre alt dette, trods sin enorme smerte – det giver mig tårer i øjnene. Jeg er sikker på, at Ayden havde været meget stolt over sin far, og jeg er overbevist om, at Aydens død ikke var forgæves.
Nu hjælpes vi ad med at hylde en modig dreng, og en far som aldrig stopper med at kæmpe for den han elskede mest af alt.
Del Ayden og bills historie videre til alle du kender derude. Sammen øger vi viden om kræft, en sygdom som vi alle skal hjælpes til med at udrydde!
