Han skubber sin kone ud af redningsbåden for at redde sig selv – da jeg forstår hvorfor røres jeg til tårer

En fredag eftermiddag afbrød en lærer undervisningen, da hun hellere ville fortælle klassen en historie. En historie med en vigtig pointe, der måske ikke var sjov, men som var meget brugbar at tage med videre i livet.

Historien handler om et par på et krydstogtskib, som er ved at synke i en alvorlig storm. Derfor skynder parret sig op fra deres hytte og over det skrånende dæk for at søge deres redning i en redningsbåd. Men da de kommer frem til redningsbåden, opdager de, at der kun er plads til én af dem.

Du kan selv læse fortsættelsen af historien her nedenfor. Jeg tror ikke, at den er baseret på virkelige hændelser, men den er uden tvivl en af mine personlige favoritter. For historiens pointe er utrolig vigtig, og jeg mener, at denne fortælling bør fortælles i alle klasseværelser. Hvis du er enig med mig i den påstand, må du meget gerne dele den videre, når du har læst den, så flere får muligheden for at læse historiens vigtige budskab.

En lærer samlede sin klasse en fredag eftermiddag og begyndte at fortælle en historie om et krydstogtskib, som var ved at kæntre i en alvorlig storm:

“I det øjeblik, da parret kom til redningsbåden og lige var begyndt at træde ned i den, skubbede manden sin kone væk, så hun faldt ud af den overfyldte redningsbåd. Han sprang selv i redningsbåden, som herefter langsomt blev sænket ned i det stormfulde hav.

Kvinden blev efterladt ombord og råbte efter sin mand, mens redningsbåden langsomt gled væk fra det synkende skib.”

Fotokilde: Wikipedia Commons

Læreren spurgte sine elever: “Hvad tror I, at hun råbte?”

De fleste elever svarede ivrigt: “Jeg hader dig!”, “Du har snydt mig!” og “Store røvhul!” var blot nogle af de fraser, eleverne troede, kvinden råbte til sin mand.

Læreren bemærkede en dreng, som sad i helt stille bagerst i klassen. Hun gik ned til ham for at høre ham om, hvad han troede, at kvinden råbte: “Frøken, jeg tror, hun råbte: ‘Tag dig af vores datter'”.

Læreren blev overrasket og spurgte: “Har du hørt historien før?”

Drengen rystede på hovedet: “Nej, men det var bare det, min mor sagde til min far, før hun døde af sin sygdom for flere år siden, da jeg var lille”.

Lærerinden sagde beklagende: “Svaret er rigtigt”, hvorefter hun fortsatte historien.

Krydstogtskibet sank. Manden vendte uskadt hjem, og opdragede parrets datter alene.

Flere år senere, efter mandens død, fandt datteren en dagbog, mens hun var ved at rydde op i faderens ejendele.

Det viste sig, at moderen var blevet diagnosticeret med en dødelig sygdom blot få dage før, forældrene havde taget på krydstogt. I det kritiske øjeblik, da de nåede frem til den overfyldte redningsbåd, tog faderen sin eneste mulighed for at overleve.

Han skrev i sin dagbog: “Hvor meget jeg end ønskede at synke til bunden af havet med dig, så var jeg nødt til at tænke på vores datter. Desværre må jeg lade dig ligge alene på havets bund, for evigt”.

Da læreren var færdig med historien, var hele klassen tavse.

Man kunne bogstaveligt høre en knappenål falde.

Læreren forstod, at eleven, der i første omgang var tavs, havde forstået historiens pointe.

Mellem alt godt og ondt i verden er der mange forskellige bagvedliggende årsager, som kan være svære at se. Vi har ikke altid adgang til alle oplysninger, men vi har nemt ved at dømme andre.

Det er derfor, at vi aldrig skal fokusere på det overfladiske. For det er vel bedre, at vi forsøger at forstå vores medmennesker, før vi dømmer dem?

Dem, som kan lide at betale for regningen, gør det muligvis ikke, fordi de gerne vil vise, at de har penge – måske skyldes det blot, at de sætter mere pris på venskab end penge.

Dem, som arbejder ekstra hårdt på arbejdspladsen, gør det ikke, fordi de er dumme, men måske fordi de tror, at der er værdi i at tage et ansvar.

Dem, som altid siger undskyld før den anden gør det, behøver ikke nødvendigvis at have gjort noget forkert, men gør det, eftersom de sætter pris på mennesker omkring dem.

Dem, som gerne vil hjælpe dig, gør det ikke, fordi de skylder dig noget, men fordi de ser dig som en ægte ven.

Dem, som sender SMS-beskeder til dig, gør det ikke, fordi de ikke har noget bedre at tage sig til, men de gør det måske, fordi de elsker dig.

En dag bliver vi alle tvunget til at skilles fra hinanden. Vi kommer til at savne vores samtaler om alt og intet; alle de drømme, vi havde.

Dage, måneder, år vil gå, indtil kontakten bliver mere sporadisk. En dag vil vores børn se på vores billeder og spørge: “Hvem er disse mennesker?”.

Og du kommer til at smile og måske fælde et par usynlige tårer, eftersom hjertet bliver varmt, og du vil sige: “Det er alle dem, jeg har tilbragt de bedste dage i mit liv med”.

Fotokilde: Wikipedia Commons

Del denne historie videre til alle, du kender – sammen vi forsøge at gøre en forskel.