Christie og Alex havde været gift i over et årti, men de fik aldrig børn.
I stedet lagde de al deres energi i deres karriere, men det førte også til, at afstanden imellem dem voksede.
Traditionelt plejede Alex og Christie at spise på en enkel restaurant ved lejligheder som Valentinsdag og deres årsdag. Men med årene var disse arrangementer blevet mere rutineprægede end romantiske, og Christie længtes efter noget mere.
Hendes livslange drøm var at udforske verden, fordybe sig i forskellige kulturer og skabe uforglemmelige minder. Som barnløse forestillede hun sig denne drøm som en måde at styrke båndet til sin mand.
Artiklen fortsætter under billedet.
Alex takkede dog konsekvent nej til hendes rejseforslag og sagde, at det ville blive for dyrt, og at de burde spare penge til deres pension. Christies engang så intense kærlighed begyndte at aftage, da hun følte, at hendes liv blev en hverdagsrutine, som kun bestod af arbejde og søvn.
Tragedien ramte, da Alex blev diagnosticeret med en sjælden form for kræft, hvilket tvang Christie til at konfrontere sine vanskelige følelser, mens hun håndterede det faktum, at hendes dage med ham nu var begrænsede.
En dag, på vej hjem fra arbejde, modtog Christie et opkald fra hospitalet. Sygeplejerskens stemme var alvorlig: “Mrs. Carson, din mand har det ikke godt. Du må hellere komme her hen med det samme.”
Christie skyndte sig til hospitalet, overvældet af følelser og spekulerede over, hvor deres forhold var gået galt. Da hun nåede frem, kunne Alex dårligt tale, men han forsøgte at sætte ord på sine følelser.
“Christie, jeg ved, at jeg ikke fik bevist dette for dig, men jeg ønsker, at du skal vide, at jeg elsker dig mere end noget andet i verden. Jeg indså på et tidspunkt, at denne kærlighed måske ikke er gensidig mellem os”, sagde han til hende.
Hans anstrengte vejrtrækning kunne ikke skjule smerten bag hans ord. Tårerne væltede frem i Christies øjne, da han fortsatte: “Jeg elsker dig, Christie, og jeg forventede ikke at forlade denne verden så tidligt. Jeg havde så mange ting planlagt for os.”
Alex rakte sin hånd frem, og Christie tog den, mens han fortsatte: “Dette er mine sidste timer, og der er ikke noget, jeg hellere ville, end at tilbringe dem med dig. Og når jeg dør, vil jeg gerne tage et stykke af dig med mig. Så vær sød, til min begravelse, læg venligst noget i min lomme, så jeg kan beholde det for altid.”
Overvældet svarede Christie: “Jeg lover at gøre det, Alex. Du skal ikke bekymre dig om mig. Jeg vil passe på mig selv. Tag det roligt, og våg over mig deroppe.”
I deres sidste timer sammen lyttede de til musik, talte om dejlige minder og sad i trøstende stilhed. Da natten langsomt satte ind, lukkede Alex forsigtigt øjnene. Han vågnede aldrig igen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Til begravelsen placerede Christie sin medaljon i hans jakkelomme, et smukt symbol på deres kærlighed. I hans lomme fandt hun en seddel med Alex’ håndskrift, hvor der stod:
Kære Christie,
Jeg har elsket dig hele mit liv, og jeg er glad for, at det var dig, jeg valgte at tilbringe resten af mit liv med. Jeg er ked af, at jeg i processen med at ville bevise min kærlighed til dig, glemte at leve i nuet, og på grund af det, et eller andet sted på vejen, opstod der en afstand mellem os.
Jeg kan huske, da vi var yngre, du talte om din livslange drøm om at bygge en café ved havet, hvor du kunne bage dine lækre kageopskrifter og servere solide måltider til kunderne. Jeg glemte aldrig dette, så hver dag var det min motivation at arbejde så hårdt. Jeg er ked af, at det tog al min tid, at jeg forsømte dig i processen.
Jeg var så tæt på at se dig opfylde denne drøm, Christie. I mit pengeskab er der en bankbog under dit navn. Der har jeg sparet penge nok op til, at du kan åbne din virksomhed. Der ligger også en kuvert med dokumenter til køb af en grund med et lille sommerhus med udsigt over havet. Det er her, du kan åbne din café.
Jeg havde ikke tænkt mig at forlade jorden så tidligt. Jeg ville åbne denne café med dig. Jeg er ked af, at jeg ikke vil være der sammen med dig, når du gør dette til virkelighed, men jeg ved, at jeg altid er med dig i sind og sjæl.
Jeg elsker dig af hele mit hjerte, for evigt. Alex.
Christie blev så rørt og ønskede, at hun kunne skrue tiden tilbage. Hun bad til Alex, talte med ham om hans uopfyldte drømme og fandt gradvis styrken til at komme videre.
Til minde om sin elskede mand åbnede Christie “Uncle Alex’s Seaside Cafe” – som opfyldte hendes livslange drøm. Det var et bevis på vedvarende kærlighed og en påmindelse om, at det nogle gange kræver et hjerteskærende tab at genoplive kærlighedens og ambitionernes ild.
Hvad synes du om denne smukke historie? Lad os høre i kommentarfeltet!