Tweet about this on Twitter Pin on Pinterest Share on Facebook

Konstabel Marthas historie viser hvorfor vores politi fortjener at blive hyldet

At være politibetjent må være et af verdens sværeste jobs. Hele tiden står man overfor nye udfordringer, og man går nærmest gennem ild og vand for at sørge for, at folk er trygge og sikre – og alligevel får man sjældent den anerkendelse, man fortjener.

Mange mennesker afskyr “panserne” og forbander deres blotte tilstedeværelse – og alligevel er jobbet nærmest et kald for mange betjente.

Som politikonstablen Martha Lohnes.

Gang på gang har Martha Lohnes bevist overfor sig selv, at politiarbejdet er hendes kald.

Hun har standset kriminelle, hjulpet nødstedte børn og grebet ind, når ting er gået galt – alt sammen for at holde sine medmennesker sikre. 

Men for nyligt skete der noget, der virkelig gav Martha noget at tænke over.

Hun blev så berørt, at hun måtte fortælle om hændelsen på Facebook – og der er indlægget blevet mødt af tusindvis af reaktioner, kommentarer og delinger.

Billedkilde: Martha Ruth Lohnes (Facebook)

Sådan skriver Martha på Facebook:

“Jeg tænkte over, om jeg skulle offentliggøre dette billede eller ej, for jeg ville ikke have, at det virkede som om, at jeg søgte opmærksomhed. Det bryder jeg mig ikke om. Men jeg synes, at dette billede, som min kollega tog, er for stærkt til at blive holdt skjult.

Og jeg vil vise det gode i politiarbejdet.

Det her er Priscilla, og hun er en velkendt medborger i vores samfund. Hver dag vælger hun at sidde i en gammel stol under en bro. Hendes ben er svulmet op og blevet tre gange så store som normalt. Hun er psykisk syg. Hun vil forbande dig i evigheder, hvis hun ikke kan lide dig, men hun er det sødeste menneske, hvis du ender på hendes plusside.

Tro mig, jeg brugte mange timer under vores første møde på at bede hende om ikke at kalde mig L-ordet.

Jeg ser til hende med jævne mellemrum, fordi hun har en betændt fod. Kødet råder væk, det suger væske og tiltrækker insekter. Hun vil ikke på sygehuset, selvom jeg flere gange har ringet efter en ambulance til hende.

Jeg har tigget og bedt hende om at lade mig tage hende på sygehuset, men hun er så stædig, og jeg kan ikke tvinge hende.

Billedkilde: Martha Ruth Lohnes (Facebook)

Forleden dag tog jeg en smertestillende og rengørende spray med, som forhåbentlig kunne hjælpe med at hele hendes fod og holde insekterne væk. Hun græd næsten, fordi hun var så bange for, at det ville gøre ondt, så jeg måtte spraye på hende. Jeg hentede en masse snacks til hende, men hun blev ved med at skrige, fordi jeg ikke gav hende pizza.

Jeg sætter virkelig pris på denne kvinde, skal I vide. Hun er en af de mest vidunderlige sjæle, jeg nogensinde har mødt.

Men da jeg bukkede mig ned for at rengøre hendes fod… kunne jeg ikke lade være med at tænke på sangen ‘Who Will Be Jesus To Her’.

Nogle gange er det som om, at hele verden er imod mig og min blå familie. Vi er hadede, og folk ønsker os døde. Vi kaldes racistiske mordere, robotter og svin. Men det mennesker ikke ser er, når vi går på knæ i mudderet og viser kærlighed ved at vaske føddernne på dem, som andre ville ignorere.

Øjeblikke som disse er grunden til, at jeg brænder så meget for det, jeg laver. Jeg har aldrig følt mig tættere på Jesus, end når jeg tager min uniform på og tjener de, der bare vil elskes. Gud satte mig på denne jord for at være politibetjent. Og selvom vi er foragtede og afvist, har jeg lykke i hjertet, fordi jeg ved, at jeg gør Guds arbejde. Ligesom alle mænd og kvinder, jeg så stolt tjener ved siden af.

Det her er siden af politiarbejdet, som du ikke ser. Det her er vores hverdag. Glem ikke, at vi er mennesker, og vi er her for både at tjene og beskytte.”

Billedkilde: Martha Ruth Lohnes (Facebook)

Senere publicerede Martha også en opdatering til opslaget:

“Til alle, der læser dette indlæg… Jeg vendte tilbage og mødte Priscilla igen i dag, fordi jeg skulle give hende medicin, og hun havde bandage om foden. 

Jeg fik at vide, at gennem den seneste måned (uden at jeg vidste det) havde Charleston County EMS dagligt kontrolleret Priscilla, mens jeg bare har kigget til hende en eller to gange om ugen. Jeg vidste ikke dette, fordi hun tager sin bandage af cirka samtidig, som jeg møder ind på min vagt, fordi det “bliver beskidt”. Men de tilser hende med mere medicinsk pleje og opmærksomhed, end jeg har mulighed for at gøre.

De giver hende også mad og tøj (i dag sagde hun “ser jeg ikke sexet ud i min nye kjole?”. Jeg ved ikke helt, hvem der passer på hende, men det er dem, der fortjener at blive hyldet. De er Jesus’ sande tjenere og bør takkes hundrede gange mere end mig. Hvis nogen ved, hvem der har tilset hende, vil jeg meget gerne vide det.”

Martha havde ikke behøvet at stoppe hos Priscilla så tit – men hun gjorde sit job ligesom så mange andre betjente, som kæmper i stilhed hver dag.

Nu synes jeg, at vi skal hjælpes ad med at dele historien videre for at give alle betjente den opmærksomhed, de virkelig fortjener. De er vores helte, og det burde alle vide!