Forfatteren til denne tankevækkende historie er ukendt. Den har cirkuleret siden 2000-tallet og har en slående, tidløs besked, som alle kan genkende.
Derfor vælger jeg at dele den med jer, og jeg håber, at du deler den videre. Som du måske ved, har en god gerning evnen til at skabe en kædereaktion af positivitet.
Sådan her skriver manden:
“Jeg kom hjem en sen aften, og maden stod klar. Den var frisklavet. Min mor var nemlig kommet hjem fra arbejde lidt tidligere og lavet mad til os. Da vi satte os, tog jeg hendes hånd og sagde: “Jeg vil gerne skilles.”
Min kone reagerede knapt nok. Hun virkede ikke engang irriteret eller oprørt.
I stedet spurgte hun mig hvorfor. Jeg undveg spørgsmålet. Så blev hun vred. Hun begyndte at kaste bestik og skreg: “Du er ikke en mand!”
Vi talte ikke mere den aften. Hun var ked af det. Jeg forstod, at hun ville vide, hvad der var sket med vores forhold, men jeg kunne ikke give hende et godt svar.
Sandheden var, at jeg var forelsket i en anden. Jeg elskede ikke min kone længere. Jeg havde bare ondt af hende.
Med en stor portion skyldfølelse ordnede jeg det praktiske omkring skilsmissen. Min hustru kunne beholde huset, bilen og 30 procent af min virksomhed. Hun så på det hele – og rev papiret i stykker.
Kvinden, som jeg havde brugt 10 år af mit liv med, var stærkere, end da hun mødte mig. Jeg blev ked af det ved tanken om, at hun havde spildt tid, ressourcer og energi på mig, men jeg kunne ikke tage tilbage, hvad jeg havde sagt ved middagsbordet. Til sidst græd hun åbent foran mig, hvilket var hvad jeg havde forventet fra begyndelsen, og da hun gjorde det, føltes det så virkeligt… Vi skulle skilles.
Dagen efter kom jeg sent hjem fra arbejde, og ved spisebordet sad hun og skrev på noget. Jeg spiste ingenting. Jeg gik direkte i seng og faldt i søvn.
Om morgenen havde hun skrevet hendes vilkår for en skilsmisse ned. Hun ville ikke have noget, men krævede, at vi skulle prøve at leve så normalt som muligt i den kommende måned. Vores søn skulle have sin første skoleafslutning, og hun ville ikke ødelægge den for ham.
Hun bad mig også om at huske, hvordan jeg havde båret hende ind i soveværelset på vores bryllupsdag, og nu ville hun have, at jeg skulle bære hende fra soveværelset til yderdøren hver morgen – i en måned. Jeg blev forvirret og næsten lidt bange. Jeg tænkte, at hun var ved at blive skør, men fordi jeg ville have, at vi skulle skilles på den bedst mulige måde, accepterede jeg hendes noget anderledes ønske.
Vi var begge ret klodsede, da jeg skulle bære hende for første gang, siden vi blev gift. Men vores søn var glad og klappede i hænderne, mens han sang: “Far bærer mor i armene!”.
Hans ord skar i brystet. Jeg bar hende fra soveværelset, gennem stuen og ud til fordøren. Hun lukkede øjnene og sagde: “Fortæl ham ikke om skilsmissen.”
Jeg nikkede og satte hende ned.
Dagen efter var vi ikke helt så klodsede. Hun lænede sig mod mit bryst, og jeg kunne mærke duften af hendes parfume. Jeg indså, at det var længe siden, at jeg havde været opmærksom på denne kvinde. Hun var ikke ung længere. Hun havde rynker i ansigtet, og hendes hår begyndte at blive gråt. Vores forhold havde tæret på kræfterne. I en stund tænkte jeg på, hvad jeg egentlig havde lavet med hende.
På den fjerde dag, da jeg bar hende, mærkede jeg, hvordan følelserne kom tilbage. Følelsen af nærhed. Det her var kvinden, som havde givet mig ti år af hendes liv. På den femte og sjette dag forstod jeg, hvordan følelserne bare voksede. Det blev meget lettere at bære hende, da måneden nærmede sig sin afslutning, og jeg bemærkede, hvordan hun blev tyndere og tyndere.
En dag slog det mig, hvor meget smerte og sorg hun bar på. Og uden at tænke strøg jeg hendes hår. Vores søn kom gennem døren, grinede og sagde: “Far, det er tid til at bære mor!”
For ham var det blevet en vigtig morgenrutine. Min hustru krammede ham hårdt. Jeg vendte mig om, for jeg var bange for, at jeg havde skiftet mening om skilsmissen. Jeg bar hende i mine arme. Jeg holdt hendes krop i et fast greb – præcis som på vores bryllupsdag…
Da jeg bar hende for sidste gang den måned, kunne jeg knapt nok bevæge mig. Jeg vidste, hvad jeg måtte gøre. Jeg kørte over til Jane, den nye kvinde i mit liv, og fortalte hende det, som det var. “Jeg er ked af det, men jeg kan ikke gå fra min kone.”
Alt var så tydeligt nu. Jeg havde båret min hustru ind i vores hus på vores bryllupsdag og sagde til hende, at jeg ville være der, “til døden os skiller”.
På vej hjem fra jobbet den dag købte jeg blomster, og da pigen ved kassen spurgte, om der skulle sættes et kort på, smilede jeg og dikterede: “Jeg vil bære dig hver morgen – til døden os skiller.”
Jeg kom hjem med blomster i hånden og et stort smil på læberne. Jeg kaldte på min konto, men fik intet var. Jeg gik ind i soveværelset og hende i vores seng – livløs. Hun var død i sin søvn, mens jeg var på arbejde. Det viste sig, at hun havde haft kræft i månedsvis, men jeg havde været så optaget af min nye kvinde, at jeg ikke engang havde tænkt tanken, at min hustru var syg. Hun vidste, at hun var døende, men ville redde mig fra vores søns reaktion (hvis vi havde gennemført skilsmissen).
I vores søns øjne skulle jeg stadig være en trofast, kærlig og betænksom far og mand.
De små ting i vores liv, som jeg indledningsvist havde troet var kedelige og ligegyldige, er det, der virkelig tæller. Ikke hvor stort hus man har, ikke hvilken bil, ikke personlige ejendele eller penge i banken. Sådan noget kan absolut skabe forudsætninger for lykke, men de kan aldrig selv skabe lykke.
Så tag dig god tid og bliv din partners ven og gør alle de små ting for hinanden, som er kærlighed.
Mange personer forstår ikke, hvor lidt det kræver for at skabe lykke og giver op alt for hurtigt.”
Du ved aldrig, hvornår det er for sent. Glem ikke at sætte pris på det, du har.
Del denne historie videre, hvis du er enig!
