En stor sorg har ramt det forelskede par fra ‘Landmand søger kærlighed’.
Romantikken blomstrede i den grad, da Claus og Nicoline sidste år deltog i ‘Landmand søger kærlighed’. De faldt for hinanden, og det blev ikke bare til en romantisk weekend for parret. Kærligheden blomstrede så meget mellem dem, at parret først blev kærester, siden flyttede de sammen og tidligere i år faldt Claus på knæ for Nicoline.
Men nu har en stor sorg ramt dem. De har nemlig mistet den seks års gamle hund Liva, som Claus havde, da Nicoline flyttede ind. Overfor Billed-Bladet sætter Claus ord på sorgen.
– Hun blev kun seks år og betød meget for os og resten af familien. Det var rigtig trist. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle tude på en mejetærsker, men det gjorde jeg i de dage, fortæller Claus til Billed-Bladet.
Selvom Nicoline kun nåede at bo sammen med Liva i et halvt år, så er tabet af hunden også svært for hende.
Faldet til på gården
Men midt i sorgen er der heldigvis positive ting at se frem til for parret. I sidste uge kunne Claus løfte sløret for et par detaljer om deres kommende bryllup. Blandt andet at festen skal holdes på gården.
Nicoline er dermed tydeligvis faldet rigtig godt til på vingården. Hun levede et helt andet liv, da det forelskede par mødte hinanden. Som man kunne se i ‘Landmand søger kærlighed’, så boede hun på Østerbro og arbejdede for et modebrand.
Men kærligheden til Claus fik hende til at sige både job og lejlighed op, så hun kunne flytte tæt på sin elskede.
Nu hjælpes vi ad med at sende varme tanker til Claus og Nicoline i den svære stund.