Foto: Agence/Ritzau Scanpix

Efter nyheden om karrierestop: Det skal Mikkel Hansen nu

Onsdag kom det frem, at Mikkel Hansen har valgt at indstille karrieren til sommer.

Nu åbner han op om, hvad der skal ske, når han er færdig på håndboldbanen.

Den danske håndboldstjerne Mikkel Hansen valgte på et pressemøde onsdag at offentliggøre, at han indstiller karrieren til sommer.

Dermed bliver Danmark i den grad en stjernespiller fattigere. Gennem sin imponerende karriere har Mikkel Hansen både været med til at vinde OL-, VM- og EM-guld. Den eneste af de store pokaler han mangler er Champions League. Den pokal har han dog stadig mulighed for at vinde, da hans klub, Aalborg Håndbold, stadig er med i den prestigefyldte turnering.

Men når Mikkel Hansen lægger håndbolden på hylden, skal der ske noget andet. Nu fortæller han til B.T., hvad der skal ske, når karrieren slutter.

Det skal han nu

Selvom Mikkel Hansen stadig er glad for at spille håndbold, så fortalte han på onsdagens pressemøde, at han kunne mærke, at der var andre ting, der var begyndt at trække i ham.

Når han stopper, er det dog ikke et nyt job, som han starter med at kaste sig over. Det er derimod noget meget mere personligt.

– Når jeg er helt færdig, så vil jeg bruge tid på at slappe af. Det har været 19 intense år med mange kampe og rejser. Så først og fremmest handler det om at være far for mine børn og mand til min kone. Jeg skal lidt ned i gear – og så stille og roligt finde ud af, hvad jeg gerne vil, siger Mikkel Hansen til B.T.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Agence/Ritzau Scanpix

Mikkel Hansens liv har især de sidste to år budt på megen rejseaktivitet. Det skyldes, at han har arbejdet for Aalborg Håndbold, men har boet i København med sin familie. Derfor har han flere gange været nødt til at sige farvel og på gensyn til dem flere dage ad gangen.

Mikkel Hansen har siden 2020 været gift med Stephanie Gundelach. Hun er direktør for mærket OpéraSPORT, som hun har været med til at stifte. Til pressemødet, hvor Mikkel Hansen annoncerede, at han indstiller karrieren til sommer, kunne man se, at Mikkel Hansen i den grad støtter sin hustru. Han havde nemlig en trøje på fra OpéraSPORT.

Parret har sammen to børn: Eddie Max fra 2019 og Vince fra 2021.

Hvad vil du især huske Mikkel Hansens karriere for? Fortæl gerne om det i artiklens kommentarfelt på Facebook.