Enken June Belli stedes nu til hvile fra Brøndbyvester Kirke, hvor venner og familie er mødt op for en sidste afsked.
Der gik ikke mange måneder efter Peter Bellis død, før June Belli tog sit sidste åndedrag og døde den 20. marts.
“Det er med stor sorg, vi må meddele, at vores elskede mor, mami og svigermor, June Belli, er gået bort. June sov stille ind derhjemme onsdag 20. marts 2024”, fremgik det i en pressemeddelelse.
Nu stedes hun så til hvile fra Brøndbyvester Kirke, hvor hun skal ligge ved siden af sin mand Peter Belli, der også er begravet her.
Tid var svær
June Belli efterlod sig ved sin død tre børn og syv børnebørn, og venner samt familie er nu mødt op til en sidste afsked ifølge Se og Hør.
Peter Belli døde den 8. juni sidste år kort før sin 80-års fødselsdag, og det er derfor ikke længe siden, de sidst var samlet til afsked i Brøndbyvester Kirke.
Inden sin død udtrykte June Belli hvor svær en tid, det var efter at have mistet Peter Belli.
– Vi har det ikke specielt godt. Det har været nogle hårde måneder, sagde hun sidste år til kendte.dk.
Sten blev færdig
På gravstedet fik hun inden sin død placeret en smuk gravsten, der er formet som et sort hjerte omfavnet af to hænder og med bogstaver af guld.
– Jeg bad om at få stenen færdig til min fødselsdag den 22. november. Så da jeg blev 75 år, kom stenen på Peters gravsted, sagde June Belli sidste år til BILLED-BLADET.
I slutningen af året var der flere ting, som June Belli var i færd med at ordne ved gravstedet, og vi må håbe, at det lykkedes hende at blive færdig inden sin død.
Karrieren blev indstillet
June Belli blev gift med Peter Belli i 1967, og de to nåede at være gift i 56 år, inden Peter Belli døde i juni 2023.
Tilbage i 2017 valgte Peter Belli så efter mange år på landevejene at indstille karrieren, hvilket June Belli satte pris på.
– Det er Peter selv, der har valgt det. Vi har selvfølgelig talt sammen om det, men det er hans egen beslutning. Jeg synes, det er en god beslutning, og jeg glæder mig til at få lidt mere ro på nu fremover, sagde June Belli til Ekstra Bladet.
Her fortalte hun også, at hun glædede sig til, at ægteparret kunne få mere tid med børnebørnene efter mange hektiske år.
Hvil i fred!
Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!