Arkivfoto: Shutterstock - det er ikke den omtalte andefamilie på billedet

Kongehuset deler sød video fra Amalienborg: Andefamilie hjælpes i sikkerhed

Den Kongelige Livgarde måtte i aktion, da en lille andefamilie havde forvildet sig ind på Amalienborg.

Amalienborg Slotsplads er ofte fyldt med turister, der beundrer kongefamiliens residens og muligvis håber på at få et glimt af den royale familie. Men i forgårs fik de besøgende sig en anderledes oplevelse.

Det kan man se i en sød video, som Kongehuset har delt på Instagram.

Her kom medlemmer af Den Kongelige Livgarde på en opgave udover det sædvanlige.

– En lille andefamilie havde i går taget midlertidigt ophold i haven bag Hendes Majestæt Dronningens Palæ på Amalienborg. Gardere fra Den Kongelige Livgarde eskorterede dyrene fra palæet hen over slotspladsen og ledte dem til havnekajen, hvorfra de hoppede i vandet og kunne svømme sikkert videre, skriver Kongehuset til videoen, som de har lagt på Instagram.

I videoen kan man se, hvordan fire medlemmer af Den Kongelige Livgarde hjælper den lille andefamilie henover først Amalienborg Slotsplads, og sidenhen helt ned til kajen.

Her hopper de i vandet, og svømmer videre på deres færd i livet.

Hvor er det godt, at den søde andefamilie fik hjælp. Nu hjælpes vi ad med at hylde de unge mænd for deres indsats!