Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Mikkel Hansen ramt af blodprop i lungerne

Den 34-årige håndboldspiller Mikkel Hansen er blevet ramt af en blodprop i lungerne, og han er ude for resten af sæsonen. Det oplyser hans klub.

Håndboldspilleren Mikkel Hansen blev mandag i sidste uge opereret i sit højre knæ. Her opstod der komplikationer, som gjorde, at han blev ramt af en blodprop i lungerne.

Det oplyser hans klub, fransk Paris Saint-Germain (PSG) på deres hjemmeside.

Ifølge klubben er Mikkel Hansen efter en knæoperation blevet ramt af årebetændelse i kombination med lungeemboli, som er lig med en blodprop i lungerne.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Håndboldspilleren er ifølge klubben ude for livsfare, men han skal have blodfortyndende medicin i fire til seks måneder. Det betyder, at Mikkel Hansen har spillet sin sidste kamp for den franske klub, da han til sommer skifter til Aalborg Håndbold.

Ude resten af sæsonen

At den danske håndboldspiller skal have blodfortyndende medicin er ifølge klubben ikke foreneligt med kontaktsport på højt niveau, og det er derfor, de allerede nu kan meddele, at Mikkel Hansen er ude resten af sæsonen.

Klubben havde først regnet med, at operationen ville holde Mikkel Hansen ude i fire til seks uger, men det var inden man fandt ud af, at han var ramt af en blodprop i lungerne.

Sikke en trist nyhed. Nu hjælpes vi ad med at ønske Mikkel Hansen god bedring.