Rasmus Paludan sigtet: Delte hele anklageskriftet i Emilie Meng-sagen på nettet

Paludan

Rasmus Paludan. Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix

Debattøren er blevet sigtet for at dele anklageskriftet i Emilie Meng-sagen i sin helhed på sit medie.

De seneste dage har flere forfærdelige sager igen været i fokus.

Det skete i forbindelse med, at anklageskriftet mod en 32-årig mand er blevet offentliggjort.

Manden er både tiltalt for drabet på Emilie Meng, og så er han også tiltalt i to andre forfærdelige sager, der involverer en 15-årig pige og en 13-årig pige.

Allerede inden anklageskriftet blev offentliggjort, opfordrede bistandsadvokaten for Emilie Mengs familie, Mai-Brit Storm Thygesen, medierne til at undlade at beskrive sagens gruopvækkende detaljer, som vil være “ubærligt og traumatiserende for de pårørende at få indsigt i igennem medierne”.

Læs mere: Skræmmende afsløringer i Emilie Meng-sagen: Dette fandt de hjemme hos den 32-årige mand

Vil selv vælge

Også Emilie Mengs veninde Cecilie Vejlgaard har udtalt sig offentligt om anklageskriftet.

I ‘Go’ morgen Danmark’ ytrede hun sit ønske om selv at kunne opsøge informationerne vedrørende venindens død, i stedet for at få dem kastet i hovedet af medierne.

Cecilie Vejlgaards opfordring blev også bakket op af Børns Vilkår.

Det lader dog ikke til, at Rasmus Paludan har valgt at lytte til diverse opfordringer.

Han er nemlig blevet sigtet for at smide hele anklageskriftet på sit netmedie Frihedens Stemme.

Det skriver Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet…

Rasmus Paludan. Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix

Kan straffes med fængsel

Ifølge mediet så tvangslukkede de netmediet med en retskendelse og har efterfølgende sigtet Rasmus Paludan for at have overtrådt en paragraf i straffeloven.

Ekstra Bladet skriver dog, at han havde anonymiseret anklageskriftet ved at fjerne den tiltaltes navn og navnene på ofrene.

Rasmus Paludan selv er uforstående overfor politiets handlinger, som han kalder bindegale og helt hen i vejret.

– Der er offentlighed i retsplejen, og jeg har ikke været bekendt med, at anklageskrifter ikke måtte offentliggøres bortset fra, hvis der er navneforbud. Der var i artiklen ikke navn på den tiltalte, og heller ikke navne på andre. Vi kunne godt have indsat Emilie Meng i anklageskriftet og en anden, men det gjorde vi ikke, udtaler han til mediet.

Ifølge Ekstra Bladet så skulle der være tale om paragraf 264d stk. 2, der handler om uberettiget at dele meddelelser eller billeder af en anden persons private forhold under særligt skærpende omstændigheder. Mediet oplyser, at det kan straffes med fængsel i op til tre år.

Rasmus Paludan nægter sig skyldig.

Hvad tænker du om situationen og Rasmus Paludans forklaring? Skriv i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen.

Exit mobile version