Seerne kan godt begynde at glæde sig, for håndværkerne i ‘Linde på Langeland’ afslører, at de vender tilbage med endnu en sæson af TV 2-programmet.
Det sidste kapitel om renoveringen på Langeland er ikke skrevet endnu, for TV-værten Sofie Linde vender nemlig tilbage med endnu en sæson af ‘Linde på Langeland’.
Det er faktisk de tre håndværkere, der medvirker i programmet, der har afsløret, at de nu vil lægge hænder til endnu en omgang løjer i programmet.
Philip, Anders og Boris afslørede den glade nyhed, da de deltog i TVPRISEN fredag aften, så seerne har meget godt i vente.
– Vi har ikke været derovre siden jul, men vi skal derover igen. Der kommer en ny sæson. Det gør der, siger tømreren Anders til BILLED-BLADET.
LÆS OGSÅ: Efter flere års spekulation: Nu har Sofie Linde endelig fået svar på vigtig undren
LÆS OGSÅ: Nyt afsnit af ‘Linde på Langeland’ på vej – men noget er helt ændret
Sommerhus renoveret
‘Linde på Langeland’ blev til, da Sofie Linde købte et sommerhus på Langeland for nogle år siden med sin mand Joakim Ingversen.
Nu har de lavet hele tre sæsoner af det populære program, der handler om, hvordan de har renoveret sommerhuset med hjælp fra håndværkerne.
Sidste sæson var faktisk en særlig jule-udgave, der blev sendt i december sidste år, men der kommer altså meget mere fra det gæve ægtepar, der er forældre til to døtre.
Renovering skrider frem
Men indtil videre er der ikke blevet afsløret noget om, hvornår optagelserne til næste sæson finder sted, eller hvornår programmet får premiere, og Sofie Linde har heller ikke selv kommenteret på nyheden.
I sidste sæson kunne seerne konstatere, at ægteparret er nået ret langt med huset, som har et funktionsdygtigt badeværelse og en masse soveværelser.
Ligeledes har huset på Langeland tiltrukket en masse opmærksomhed, siden ægteparret gav et indblik i renoveringen via TV 2-programmet.
Folk er nysgerrige
Mange har nemlig været forbi grunden på Langeland for at tage et blik på huset, og hvordan renoveringen skrider frem.
Derfor har Sofie Linden og familien været nødsaget til at sætte et skilt op, hvor de laver en venlig henstilling til, at det er privat grund.
– Sofie Linde har været en god ambassadør for Langeland og alt det positive, der sker hos os i disse år. Hun har også trukket mange nysgerrige til, men desværre har det betydet, at hun og familien må skærme sig af, har borgmester for Langeland, Tonni Hansen, udtalt til TV 2.
Her blev det også understreget, at Sofie Lindes færd på Langeland har givet et positivt løft for øen, der kan mærke en øget turisme.
Vi glæder os til at se med!
Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!