Stine og Niels afslører mere om brylluppet: ‘Det var et meget rørende øjeblik for mig’

Foto: Niels Henrik Dam/Ritzau Scanpix

I weekenden kunne Stine og Niels give deres endelige ja til hinanden – og nu afslører de flere rørende detaljer om deres store dag.

Stine og Niels blev gift med hinanden i weekenden – og parret har en noget atypisk kærlighedshistorie bag sig.

Parret mødte nemlig hinanden, da de begge deltog i datingprogrammet ‘Landmand søger kærlighed’ – her var Stine Marthine Pedersen én af de kærlighedssøgende landmænd, mens Niels Pors Eriksen var én af hendes bejlere.

Foto: Niels Henrik Dam/Ritzau Scanpix

Lørdag den 28. maj har tv-parret så givet hinanden deres endelige ja, er blevet gift på deres fælles gård i Brørup vest for Kolding. Det er dermed næsten præcis et år siden, at parret blev forlovet – Niels faldt nemlig på knæ for Stine den 29. maj 2021 efter at parret havde kaldt sig kærester i omkrig et år, og i den anledning delte Stine et billede af den fine forlovelsesring.

På sin Instagram-profil har Stine Marthine Pedersen også delt et billede fra bryllupsdagen forleden – et billede, som faktisk er taget af vært på programmet ‘Landmand søger kærlighed’, Lene Beier.

Vielsen fandt sted hjemme under bøgetræet i deres egen have ved deres gård, og her var de nærmeste venner og familie mødt op for at fejre det nygifte par.

‘Det blæste meget’

Efter vielsen var der reception i haven, og senere på dagen var der bryllupsfest i den gamle staldbygning, som var pyntet flot op til lejligheden.

– Lørdag blev alt det, vi havde ønsket os og meget mere på en eller anden måde. Det var virkelig en dejlig dag. Det blæste ret meget under vielsen, så der var ikke så mange, der hørte, hvad giftefogeden sagde, men Niels og jeg havde vinden i ryggen og startede vores ægteskab i medvind, fortæller bruden i en række Instagram-stories.

Svært ved at høre under vielsen

Selv om flere af gæsterne havde svært ved at høre, hvad der blev sagt under vielsen, på grund af den kraftige vind, fik de mulighed til at genhøre det senere på dagen.

Der var nemlig et lille tv-hold med til brylluppet, og lydmanden brugte noget af tiden efter vielsen på at klippe optagelserne fra vielsen sammen, så alle gæsterne fik mulighed for at høre, hvad der var blevet sagt. Også fans af tv-parret får glæde af tv-optagelserne, for senere på året bliver der vist klip fra brylluppet i ‘Landmand søger kærlighed – ekstra’.

Havde selv lavet bryllupskagen

Det var Stine selv, der havde lavet bryllupskagen, og den efterfølgende middag bød på helstegt pattegris samt islagkager – dem havde Stine også selv stået for at lave.

Se billeder af kagen og det fine brudepar nedenfor.

Under bryllupsmiddagen var der flere rørende indslag, som Stine også åbner op om på sin Instagram.

– Under middagen var der nogle forskellige indslag. Niels holdt en tale, der var fra hjertet. Han stod godt nok med et stykke papir, men han kiggede ikke på det en eneste gang, så der var ingen tvivl om, at alt det han sagde, kom lige fra hjertet, og det var rigtig fint, siger Stine, som også selv holdt en tale.

– Jeg havde brugt rigtig lang tid på at skrive min tale, og der blev både grint og grædt. Jeg benyttede samtidig talen til lige at sige et par søde ting til min far, som jeg ikke får sagt normalvis. Det var et meget rørende øjeblik for mig.

Det lyder som en dejlig dag!

Tak for at dele detaljerne fra jeres bryllup med os!

Vær med til at sende parret en hilsen i kommentarsporet under artiklen på Facebook nu!

Exit mobile version