Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Trist besked fra kongehuset: Royal Run aflyst

Da kronprins Frederik fyldte 50 år, blev den store dag markeret med begivenheden Royal Run, hvor tusindvis af danskere deltog i løbet flere steder i landet.

Siden er det blevet en populær begivenhed, der selvfølgelig også skulle have fundet sted i år, men nu er det blevet aflyst på grund af udbredelsen af coronavirus. Det bekræfter kongehuset.

Kongehuset er i dag kommet med den triste besked, at de 70 000 danskere som skulle have deltaget i Royal Run 2020 desværre ikke kommer til at stille til start i september på grund af udbredelsen af coronavirus/COVID-19. Arrangementet er aflyst i år, oplyser kongehuset på Instagram.

Kronprins Frederik var en af dem, som skulle have deltaget sammen med sin familie, men han må i stedet vente til næste år sammen med resten af Danmark.

Han har været ude og kommentere på, at Royal Run 2020 er aflyst:

– Royal Run har på få år udviklet sig til en dag med fest, farver og frem for alt et fantastisk løbefællesskab på tværs af landet. Tusindvis af mennesker har bakket op, både som deltagere og som tilskuere – det har været en sand folkefest. Men at samle så mange mennesker i starten af september i år virker ikke længere realistisk. Royal Run vil ganske enkelt ikke kunne afvikles i den ånd, som har kendetegnet løbet – et samlingspunkt for danskerne på tværs af alder, på tværs af kongeriget, lyder det fra kronprins Frederik på Instagram. ⁣

Men den triste besked slår ikke landets kommende konge ud:

– Jeg vil i stedet, sammen med min familie, se frem mod pinsen 2021, hvor vi forhåbentligt kan samles igen til et Royal Run, som vi kender det. Indtil da håber jeg, at alle bevarer glæden ved løb og fysisk udfoldelse, lyder det fra kronprins Frederik.

Hvis man skulle have deltaget i løbet, vil ens nummer automatisk blive overført til løbet i 2021, men hvis man er forhindret i at deltage til næste års løb, så er det mulig at få refunderet sine penge indtil det 8. september 2020, oplyser kongehuset.