Dreng døde kun 1 dag gammel efter alvorlig lægesjusk

Katie Fraser, 35, og hendes mand Zander fra Glasgow mistede deres søn under tragiske omstændigheder.

Nu vil de øge opmærksomheden og advare andre vordende forældre, siger de til The Sun.

Under graviditeten led Katie af hyperemesis gravidarum, en ekstrem form for graviditetskvalme.

Sådan beskriver Herlev Hospital tilstanden på sin hjemmeside:

“Vedvarende kvalme og opkastninger, som medfører vægttab, væskemangel og eventuelt forstyrrelser i blodets saltbalance kaldes hyperemesis gravidarum. Det forekommer hyppigst mellem 6. og 16. graviditetsuge, med maksimum mellem 8. og 12. graviditetsuge.

I sjældne tilfælde kan det vare op til omkring 20. graviditetsuge.”

Da Katie var gravid i 33. uge, fik hun diagnosen panikangst, hvilket viste sig at være forkert. Faktisk var hendes krop ved at give op på grund af sult.

Til sidst blev hun tvunget til at føde sin søn Alexander via akut kejsersnit. Da han blev født, havde han ingen hjerteslag. Lægerne forsøgte at genoplive ham, men det var allerede for sent.

Mistede sønnen på grund af lægesjusk

Katie havde tidligere søgt pleje og fået medicin mod kvalmen. Hun blev indlagt flere gange for ketoacidose forårsaget af sult, hvilket betyder, at cellerne ikke får noget energi fra blodsukkeret.

I sommeren 2022 blev hun indlagt akut, og tilstanden kan være livstruende uden behandling. Hun udtrykte derefter et stærkt ønske om at føde barnet med det samme og fortæller til The Sun, at hun var desperat efter at få ham ud. Men lægerne ville vente.

Nogle dage senere fik hun åndedrætsbesvær, og efter en lang proces med diagnosticering blev hendes tilstand forværret. Hun måtte derefter have et akut kejsersnit, men Alexanders hjerne og organer var blevet så alvorligt beskadiget af iltmangel, at han ikke overlevede. Katie siger til The Sun:

– Han vejede 2,5 kg og lignede Zander på en prik med krøllet hår, og havde ligesom jeg lidt rødt i det. Han var perfekt.

Foto: Facebook/ Katie Fraser

“Mit barns død kunne have være undgået”

NHS Glasgow og Clyde har undersøgt hændelsen og konkluderet, at lægesjusk kan have ført til barnets død. Ifølge avisen skriver de i rapporten, at dette var en forspildt mulighed for at gribe ind, og at der burde have været taget blodgasanalyse for at overvåge situationen i betragtning af de igangværende opkastninger, manglende kostindtag og ketonuri.

Katie er overbevist om, at hvis hun havde fået den rette behandling, og hvis lægerne havde grebet ind tidligere, ville Alexander have overlevet. Til The Sun siger hun:

– Mit barns død kunne have været undgået, og jeg vil ikke have, at andre skal opleve det, som vi gjorde.

Sådan noget må bare ikke ske. Hvil i fred, lille ven.