Efter år med meget sygdom og sorg: Midaldrende kvinde vinder millioner i Lotto

En heldig kvinde i 60’erne fra Ishøj Kommune vandt forleden 6.000.050 kroner i Lotto. Den række, hun havde syv rigtige på, var en kombination af familiens fødselsdatoer.

– Det synes jeg giver noget ekstra. At det er sådan en familieoplevelse. Jeg er så glad, at jeg næsten ikke kan være i min krop, fortæller hun og indskyder, at hun lige har været ude at shoppe:

– Man får jo helt sved på panden af at gå sådan og svinge med kortet. Det er normalt ikke noget, jeg kunne finde på at gøre, men det skulle da lige prøves, siger hun med et grin og fortsætter:

– Vi har altid knoklet for vores penge og har aldrig prøvet at have millioner på bankbogen. Så man bliver altså lidt rundtosset. Og selvom jeg nu har købt lidt smykker, tasker og vintertøj, så skal alle pengene jo ikke soldes op.

Tårerne trillede

Der gik dog lidt, inden kvinden blev klar over, at hun var blevet millionær. Mandag efter trækningen blev hun ringet op af en medarbejder fra Danske Spils kundecenter, som spurgte, om hun havde tjekket sin mail:

– Jeg har kun computer på arbejdet og har netop et abonnement, så jeg ikke behøver at holde øje med min kupon. Derfor kom det som en total overraskelse. Jeg måtte også lige ringen til min søn for at få ham til at fortælle mig vindertallene. Og jeg kan dem jo udenad, fordi det er sådan en personlig kupon, siger kvinden.

Hun ringede også til sin mand og fik ham til at skynde sig hjem fra et møde. Han fik dog først besked, da han kom hjem:

– Vi var hele familien samlet med børn og børnebørn og mine svigerforældre. Og jeg kan love dig for, at tårerne trillede rundt omkring. Vi var bare så glade, fortæller vinderen.

Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Sygdom og sorg

Kvinden fortæller også, at pengene kommer lidt som en åbenbaring i familien. Ikke fordi de som sådan manglede pengene, men fordi de har været igennem en del modgang de seneste år med rigtig meget sygdom og sorg.

– Mine børn sagde til mig. ”Mor, du har været så stærk for os alle sammen. Nu skal du forkæles. Det er virkelig velfortjent”. Det blev jeg da rørt over.

Den nybagte millionær har også tænkt sig at forkæle alle omkring sig.

– Mine børn og børnebørn skal have en stor del af gevinsten. Jeg har allerede været ude at købe en masse gaver og inviteret på frokoster her og der. Det er bare så fedt, at jeg har mulighed for det. Min drøm er også at invitere hele familien på en længere rejse, når det bliver muligt på den anden side af Corona. Jeg tænker også, at nogle af pengene skal sættes til side, så vi har til alderdommen.

Deler ud af gevinsten

Den heldige vinder er i det hele taget glad for at dele penge ud.

– Da der var Knæk Cancer forleden, gav vi 25.000 kroner, og vi støtter også Hjerteforeningen. Derudover har vi tre børn i Afrika, som vi sender penge til, og mon ikke jeg kan finde på noget mere nu.

Selvom kvinden ønsker at være anonym i den offentlige befolkning, kan hun ikke lade være med at fortælle om sin gevinst til dem, som hun møder på sin vej:

– Jeg mødte en gammel veninde i Ishøj Centeret forleden dag. Det første hun sagde var: ”Har du hørt, at der er en fra Ishøj, der har vundet seks millioner! ”Og så sagde jeg: ”Jamen, det er mig”. Hun blev helt paf. Min mand er også så glad og stolt, at han ikke kan holde mund. Så han stod forleden hos slagteren og fortalte om, at hans kone havde vundet en stor gevinst. Så fik de en hyggelig snak om det.

Sikke en dejlig nyhed! Vi ønsker stort tillykke med den flotte gevinst og alt godt fremover.

Exit mobile version