Genrefoto: Shutterstock

Blev fyret under Corona-krisen: Nu er hun Lotto-millionær

”Tillykke, du har vundet en million”.

Sådan lød beskeden sort på hvidt, da en kvinde i 50’erne fra Nordsjælland for et par uger siden – stadig med søvn i øjenkrogen, tjekkede sin mail søndag morgen efter lørdagens Lotto-trækning.

Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

– Jeg troede ikke mine egne øjne. Jeg så beskeden på min telefon og prøvede at få styr på alle nullerne. Jeg viste også mailen til min mand, men han troede heller ikke på, hvad han så. Så vi måtte ind til computeren for at se på en større skærm. Det kunne bare ikke passe, at man kunne være så heldig, fortæller kvinden, som ønsker at være anonym.

Millionen blev vundet på Danske Spils Millionærgaranti fra Lotto, hvor der hver uge bliver trukket lod om 2×1 million kroner.

– Vi gik bare rundt om os selv og gentog igen og igen. ”Selvfølgelig har vi ikke vundet en million”. Vi vinder jo kun de der 50 kroner i ny og næ, lyder det.

Genrefoto: Shutterstock

Søndag formiddag ringede parret til Danske Spils kundeservice, og en medarbejder kunne bekræfte, at de altså var blevet en million kroner rigere på en nat.

– Det var helt surrealistisk. Da vi lagde på, stod min mand og jeg bare og kiggede på hinanden og blev ved med at sige, at det måtte være løgn! Vi var ved at få krampe i munden af at smile så meget, lyder det.

Fyret under coronakrisen

Og gevinsten falder på et tørt sted. Selvom familien ikke mangler noget livsnødvendigt, har der på grund af Corona været bekymring for fremtiden. Den heldige Lotto-vinder blev nemlig opsagt fra sit arbejde, da Danmark lukkede ned.

– Vi har klaret os okay, men der har selvfølgelig også været nogle udfordringer. Det er ikke helt nemt at finde nyt arbejde lige nu. Derfor er det rart at vide, at man har noget at give af, nu hvor fremtiden føles noget uforudsigelig. Det giver os en virkelig god ro at have vundet de penge, siger hun

Parret har indtil videre valgt at holde milliongevinsten hemmelig for familie og venner, fordi de lige vil se tiden og jobsituationen an.

– Vi vil selvfølgelig gerne forkæle vores børn, men det skal ikke være en forbrugsfest. Vi vil gerne på en ferie sammen med børnene og dele glæden med dem på den måde. Selvfølgelig vil vi også gerne skubbe gang i økonomien, men vi vil også være fornuftige og ikke bare bruge løs uden at tænke os om.