Eksperter vurderer: Antallet af coronadøde kan være sat for højt

Foto: Shutterstock

Antallet af coronadøde kan være registeret for højt, vurderer SSI og eksperter. 

Det er tidligere kommet frem, at indlæggelsestallene af coronapatienter kan være misvisende, da hver tredje coronapatient ikke i første omgang er indlagt på grund af corona men af andre årsager, og at der således indgår patienter, som ikke er behandlingskrævende på grund af corona, i statistikken.

Nu lader det til at også de officielle dødstal forårsaget af en coronainfektion kan være misvisende. Det skriver Berlingske.

Den udbredte smitte med omikronvarianten betyder nemlig, at de officielle statistikker om coronadødsfald fra Statens Serum Institut kan være skæve.

Det vurderer SSI selv, og det er også vurderingen fra en ekspert, som Berlingske har talt med:

– Smitten er så massiv nu, at det også vil begynde at skævvride de tilsyneladende coronaindlæggelser og coronadødstallene, siger Reimar Thomsen, overlæge og lektor ved Aarhus Universitet til Berlingske.

Statens Serum Institut skriver, at der, ligesom med hospitalsindlæggelserne, vil kunne forventes et stigende antal dødsfald med komorbiditet, nu hvor omikron har overtaget smitten.

Komorbiditet betyder, at der er flere diagnoser til stede hos den enkelte.

Foto: Shutterstock

Ligesom det gælder coronaindlæggelserne, kan det altså vise sig, at patienter er døde på grund af noget helt andet end den coronainfektion, som de også har haft på dødstidspunktet.

Optællingen af både indlagte og døde med corona har betydning for vurderingen af, hvor massivt presset er på sundhedsvæsenet.

Hvad tænker du om denne sag? 

Del gerne dine tanker med os i kommentarsporet under artiklen på Facebook nu!

Exit mobile version