Dette er et genrefoto og forestiller ikke de implicerede i sagen. Foto: Shutterstock

Far sigtet for grov mishandling: Rev hår og negle af sin datter

En familiefar fra Sundby er fængslet i 14 dage og sigtet for grov mishandling af flere familiemedlemmer.

En 49-årig mand fra Sundby blev torsdag morgen fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing og sigtet for vold og mishandling af familiemedlemmer.

Manden er blandt andet sigtet for at have slået sin datter i ansigtet og på kroppen gennem en længere årrække, at have revet hår og negle af hende og skubbet hende ned ad en trappe.

Det skriver Folketidende.

Mishandlingerne skulle ifølge sigtelsen have stået på siden 2010 og frem til anholdelsen i august 2018.

Mandens kone og søn skulle have fået næsten samme behandling som datteren.

Grundlovsforhøret blev gennemført for lukkede døre. Men inden dørene blev lukket, nægtede manden sig ifølge Folketidende skyldig med kommentaren: “Det er helt umuligt, at jeg har gjort det”.

Manden, som er af anden etnisk herkomst end dansk, blev varetægtsfængslet i 14 dage.