Første dansker smittet med coronavirus – her er Sundhedsministerens ord

Efter en dansk mand natten til torsdag blev konstateret smittet med coronavirus, er man nu i gang med at undersøge, hvorvidt han kan have smittet andre personer.

Hvis der er mistanke om dette, så ryger de i karantæne.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke torsdag morgen på et pressemøde i sundhedsministeriet.

– Jeg forstår godt, hvis man som dansker er bekymret over, at vi nu har coronavirus i Danmark. Vi følger derfor også sagen time for time, siger Magnus Heunicke.

Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Den smittede er en TV 2-medarbejder, som har været på skiferie i Norditalien med sin familie.

Styrelsen for patientsikkerhed vil nu tage ud på den smittedes arbejdsplads TV 2 for at undersøge nærmere, hvem der kan være i risikozonen for at være blevet smittet.

Nogle af medarbejderne kan ende med at ryge i hjemmekarantæne.

Som situationen er lige nu, vil vi sandsynligvis se flere tilfælde af coronavirus i Danmark. Det udtaler Søren Brostrøm, som er direktør for Sundhedsstyrelsen:

– Jeg vil forvente, at vi ser flere tilfælde af coronavirus de kommende uger, siger Søren Brostrøm.

Selvom en dansker er ramt af coronavirus, er det vurderingen, at risikoen for at få sygdommen stadig er meget lille. Men du bør være opmærksom, hvis du har været i et land, hvor virussen spreder sig.

Hvis du har symptomer, bør du dog ikke opsøge din praktiserende læge, men i stedet ringe til vedkommende.

Exit mobile version