Indkøbskurve forsvinder sporløst: ‘Vi har mistet 20-30 kurve på få måneder’

Flere købmænd oplever en ærgerlig tendens i butikkerne, hvor indkøbskurve for flere tusinde kroner forsvinder en efter en.

En ærgerlig tendens breder sig lige nu i flere dagligvarebutikker.

Købmænd oplever nemlig, at de små indkøbskurve forsvinder sporløst fra forretningerne.

Nu efterlyser købmanden Martin Lundgaard sine forsvundne indkøbskurve i et opslag på Facebook.

Foto: Shutterstock

En indkøbskurv koster nemlig 100 kroner stykket. Derfor løber pengene hurtigt op, når indkøbskurvene forsvinder fra butikkerne en efter en.

– Vi har mistet 20-30 kurve på få måneder, og det betyder at vi er nødt til at købe kurve oftere, og de koster altså 100 kroner stykket. Problemet er værre nu, end det har været tidligere, siger han til Ugeavisen Kolding.

Martin Lundgaard kan ikke pege på, hvor indkøbskurvene faktisk ender henne. Men han har selv set folk stille dem ind i deres baggagerum, inden de er kørt afsted efter at have købt ind.

Nu har Martin Lundgaard altså gjort et forsøg på at få dem tilbage i butikken.

I opslaget på Facebook opfordrer han kunderne til kigge efter, om de mon har nogen indkøbskurve stående derhjemme,og i så fald at aflevere dem tilbage til butikken.

– De er ret dyre og lige pt. kan vi ikke få flere af de små, skriver han og fortsætter:

– Vil I kære kunder derfor ikke kigge efter derhjemme, i bilen, garagen eller på cyklen. Se om I ved en fejl har fået en med hjem. Og så aflevere den nede ved personalet i butikken, så vi kan få dem rengjort og tilbage i brug.

Del dine tanker om sagen i kommentarsporet under artiklen på Facebook.

Exit mobile version