Søndag den 30. marts kunne muslimer over hele verden fejre Eid, som markerer afslutningen på ramadan-måneden.
Det er en stor højtid for muslimerne, som svarer til den danske juleaften, hvor familie og venner mødes til lækkert mad, hyggeligt samvær og gaver til familiens små.
I den anledning har landets statsminister, Mette Frederiksen, ønsket de herboende muslimer en glædelig eid på Facebook, hvor hun skriver:
-Rigtig god Eid. Jeg håber, at højtiden bringer glæde og fællesskab sammen med familie og kære.
Opslaget har fået mange positive tilbagemeldinger, men ikke alle er helt tilfredse.
Det gælder blandt andet Inger Støjberg, som i dag er formand for Danmarksdemokraterne og medlem af Folketinget.
“Dybt skuffet”
Inger Støjberg har lavet et længere skriv på Facebook, hvor hun giver tydelig udtryk for, at hun ikke er tilfreds med statsministerens eid-hilsen til de danske muslimer.
– Jeg er dybt skuffet over, at Mette Frederiksen brugte sine sociale medier til at ønske “glædelig Eid” i går. Der sker et skred i de her år, og islam sniger sig ind gennem sprækkerne – nu også ind i selveste Statsministeriet! Det er rystende, skriver hun blandt andet i opslaget.
Den tidligere integrationsminister skriver desuden, at Danmark er et kristent land, og det derfor er de kristne helligdage, som skal fejres.
– Når Mette Frederiksen ønsker alle muslimer i Danmark en glædelig Eid, så er det endnu et skred mod at underminere det danske fundament og værdier. Det fundament og de værdier, synes jeg, er værd at kæmpe for, skriver hun videre i opslaget.
Du kan læse det fulde opslag herunder:
“Godt signal at sende”
Newsner Danmark har været i kontakt med en række danskere på gaderne i Storkøbenhavn og her er der flere, der ikke er enige med Inger Støjberg.
– Jeg mener, religion er en privatsag, men jeg er lidt ligeglad. Det må hun (Mette Frederiksen red.) selv om. Hun ønsker jo også god jul, siger Jens Kusk.
-Det er et godt signal at sende, om at der er plads til flere religioner. For der er jo reelt set flere der praktiserer islam end kristendommen, lyder det fra Ditte Erenskjold.
Og det er Louise Knudsen også enig i:
– Det burde ikke være et tema. Jeg synes ikke, der burde være noget mærkeligt ved det. Man kan altid overanalysere det, men det er helt i orden og intet i vejen for, siger hun.
– Jeg tænker, det er mega okay. Jeg synes slet ikke, det burde være et politisk emne. Det er bare en stor del af befolkningen, der fejrer deres højtid, lyder det fra Morten Johansen.
Hvad tænker du om Mette Frederiksens eid-hilsen? Del gerne din mening med os i kommentarfeltet på Facebook.
LÆS MERE:
- Inger Støjberg akut opereret: Deler billede fra hospitalet
- Unge muslimer vil nedbryde fordomme – deler eid-pakker ud til alle, der har behov for dem