Kunne ikke forstå det: Pludselig tikkede der 1 million kroner ind på kontoen

En mand i 60’erne fik en af de helt store overraskelser, da han kiggede på sin konto i juni. For der stod pludseligt en millioner kroner mere end der skulle.

Det viste sig dog, at der var en særlig grund til, at der var trillet 1.000.050 kroner ind på spilkontoen, han havde nemlig vundet en million på Lottos millionærgaranti.

– I havde ikke mit rigtige telefonnummer inde hos Danske Spil, så jeg havde ikke fået nogen besked eller noget. Men så kiggede jeg på min konto en morgen på arbejdet, og så stod der pludselig en million og halvtreds kroner. Det kunne jeg ikke forstå. Det blev en meget lang dag på arbejdet, for jeg skulle lige have fri, inden jeg kunne få det undersøgt nærmere, siger den heldige vinder til Danske Spil i en pressemeddelelse.

Udover milliongevinsten havde manden også fire rigtige, hvilket gav ham 50 kroner ekstra.

Da han havde talt med Danske Spil og sin bank, valgte han straks at ringe til konen. Men hun var ikke sådan at overbevise om, at de havde vundet de mange penge.

– Når min kone eller jeg skal flytte penge fra en konto til en anden, plejer vi at sige: Skal vi flytte en million? Og så grine. For det er jo aldrig en million, vi normalt kan flytte. Men det havde vi forleden.

– Hun troede det var gas. Jeg var måske lidt selv skyld i det. For jeg ringede bare op og sagde, ”Vi er blevet millionærer”. Det troede hun altså ikke lige på. Det tog lidt tid, inden jeg fik hende overbevist. Det skete nok først, da jeg åbnede spilkontoen og så for en gang skyld sandfærdigt kunne sige: ”Skal vi flytte en million”. Så troede hun på det, siger vinderen.

Gevinsten er blevet fejret med en god middag i byen, og så har de fortalt den glædelige nyhed til børn og børnebørn. Men der er ikke flere mennesker, som skal vide det.

Parret har endnu ikke givet familienmedlemmerne store gaver, men det regner de snart med at gøre for at fejre gevinsten.

Derudover har parret to planer: Konen vil købe noget specielt, men hun vil endnu ikke ud med det, mens manden har planer om at opfylde en gammel drøm.

– Jeg har altid drømt om at købe mig en veteranbil, når jeg gik på pension. Så kunne jeg gå og hygge mig med at rode med den. Jeg er ikke helt klar til pension endnu, men jeg er helt klar til at få en veteranbil, så den vil jeg have nu.

Exit mobile version