Line Baun har fået nok: ‘Først var der corona nu ventetid’

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Den tidligere tv-vært Line Baun er frustreret over de lange ventetider til diverse coronatest, som blandt andet er noget af det, der fungerer som adgangsbillet til store dele af samfundet.

– Egentlig ville jeg allerhelst være jubeltossen, der bare glæder sig over, at 5.-8. klasserne, frisører, fodbehandlere og andre liberale erhverv endelig kan komme i gang, sådan indleder 59-årige Line Baun sit blogindlæg.

– Men hvad nytter det, hvis det er umuligt at få en test og dermed et coronapas, der giver den gyldne adgang? Først var der corona nu ventetid!, skriver hun videre.

Line Baun, der er et kendt ansigt blandt danskerne som tidligere studievært for TV 2 og TV 2 Lorry, er mildest talt frustreret over den lange ventetid til testcentrene, der kan give adgang til dele af samfundet.

– Det holder bare ikke. Og det her handler ikke om manglende tålmodighed. Det handler om kostbar tid, om smitterisiko når man står i lange, lange køer, og om muligheden for at opretholde de aftaler, man har med andre, skriver hun.

I forbindelse med den delvise genåbning har da der også været meldinger om enorm lange køer til diverse testcentre.

Ifølge Berlingske har folk stået i kø i timevis for at blive podet i næsen til en hurtigtest. Testcentrene forventede ekstra travlhed op til genåbningen og sørgede derfor for ekstra bemanding, men det har ikke været nok.

Line Baun mener, at det skulle have været håndteret anderledes:

– Regeringen har indkøbt millioner af lyntests, så de må jo ligge et sted og vente. Hvorfor laver man ikke lokale testcentre, der hvor borgerne bor, og kun for de borgere, der er knyttet til området, og som har den kapacitet, der er brug for?, spørger hun.

Hvad tænker du om dette? Del gerne din mening med os i kommentarfeltet på Facebook.

Exit mobile version