Magnus Heunicke testet positiv for corona: Er isoleret i udlandet

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Sundhedsministeren er i dag testet positiv for corona. Han opholder sig lige nu i udlandet.

Danmarks sundhedsminister er i dag tirsdag den 7. december blevet testet positiv for corona. Det skriver Sundhedsministeriet på deres hjemmeside.

Den 46-årige minister opholder sig lige nu i Bruxelles i Belgien, hvor han i går ankom til for at deltage i rådsmøde.

Tirsdag morgen tog han inden mødet en selvtest, og den viste sig at være positiv. En efterfølgende særlig hurtig PCR-test bekræftede resultatet.

Derfor selvisolerer han sig nu ifølge ministeriet på et hotel. De oplyser endvidere, at smitteopsporingen af Magnus Heunickes nære kontakter er igangsat.

Magnus Heunicke har milde symptomer i form af ondt i halsen, og har det efter omstændighederne godt.

Ved ikke hvor han er smittet

Sundhedsministeriet oplyser, at ministeren fredag kørte med både metro og S-tog i København, og det kan ikke fastslås, hvor han er blevet smittet.

Ministeriet kan også oplyse, at sundhedsministeren deltog i en julefrokost i Sundhedsministeriet. Der blev afholdt julefrokost på to forskellige lokationer, og her deltog Magnus Heunicke i den julefrokost, som fandt sted i selve Sundhedsministeriet i Holbergsgade. Ved den julefrokost er der på nuværende tidspunkt konstateret et smittetilfælde.

Exit mobile version