Sådan her fortæller moderen, som blev efterladt:
I september 1960 vågnede jeg op en morgen med seks sultne børn og bare 10 kroner på lommen. Min mand og børnenes far havde forladt mig, han var forsvundet sporløst.
Mine drenge var mellem tre måneder og syv år gamle, og deres søster var fire år.
Egentlig gjorde det måske ikke så meget – børnenes far havde alligevel aldrig været en særlig god far, alle følte frygt, når han var i nærheden. Når vi hørte hans bil komme ind i indkørslen, plejede børnene at skynde sig væk og gemme sig under deres senge. Men det lykkedes stadig min mand at hente lidt penge hjem hver uge, så vi kunne købe mad.
Nu, hvor han havde besluttet sig for at stikke af, ville slag og prygl forsvinde – men der skulle også mad på bordet.
Hvis der nu fandtes et velfærdssystem i vores land på det tidspunkt, så mærkede jeg i hvert fald aldrig noget til det. Intet som helst.
Jeg vaskede børnene rene, så de så ordentlige og fine ud, så tog jeg den fineste kjole jeg havde på. Jeg proppede ungerne ind i vores gamle rustne Chevrolet fra 1951 og kørte afsted i jagten på et job.
Jeg tog til hver fabrik, butik og restaurant i vores lille by. Uden held.
Hvis det var muligt, blev børnene ved bilen og prøvede at være stille, mens jeg forsøgte at overbevise chefer om, at jeg var villig til at lære hvad som helst, jeg kunne gøre hvad som helst. Jeg var bare nødt til at få et job.
Men på trods af dette var der ingen ledige job.
Det sidste sted, vi tog hen, lå nogle kilometer uden for byen. Det var en gammel restaurant, som var blevet bygget om til en café. Nu kaldtes stedet for “Big Wheel”.
En gammel kvinde, som alle kaldte “Farmor”, ejede stedet. Hun kiggede ud af sit vindue, da vi kom. Hun havde brug for nogen, som kunne tage nattevagterne, fra 23 om aftenen til syv om morgenen.
Hun betalte 44 kroner i timen, og jeg kunne starte med det samme.
Jeg løb bogstavelig talt hjem og ringede straks til den teenager, som boede på vores gade. Hun plejede at passe børn for os i kvarteret, og jeg blev enig med hende om, at hun skulle komme og sove på min sofa for 150 kroner per nat. Hun kunne komme i sin pyjamas, og børnene ville ligge og sove.
Hun syntes, det lød godt, så det var intet problem at finde en løsning. Den nat, da børnene skulle i seng, takkede jeg de højere magter for, at jeg det var lykkedes mig at finde en måde at forsørge på.
Og så begyndte jeg at arbejde på “Big Wheel”. Når jeg kom hjem om morgenen, vækkede jeg barnepigen og sendte hende hjem med en hundredlap. Det var omkring halvdelen af det, jeg i gennemsnit tjente hver nat.
Efterhånden som ugerne gik, steg udgifterne i forbindelse med huset. Vi levede på kanten. Desuden var dækkene på vores gamle “Cheva” helt smadrede. Jeg var nødt til at fylde hjulene med luft på vej til arbejde og hver gang, jeg skulle hjem.
En særligt mørk efterårsmorgen slæbte jeg mig ud til bilen for at tage hjem fra arbejde. Så fandt jeg fire dæk på bagsædet. De var helt nye. Der var ingen seddel eller besked. Der var intet andet i bilen, bare fire nye, fine dæk.
“Findes der virkelig engle i vores lille by?”, undrede jeg mig.
Jeg lavede en aftale med den lokale benzintank. I bytte for at montere de nye dæk, kunne jeg gøre chefens kontor rent. Jeg husker, at det tog mig meget længere tid at skrubbe hans gulv, end det tog at skifte dækkene.
I løbet af denne tid, var jeg nødt til at arbejde seks nætter i stedet for fem, men det var stadig svært at få det hele til at hænge sammen. Julen nærmede sig, jeg vidste, at der ikke var penge til julegaver til børnene. Jeg fandt en bøtte rød farve og begyndte at reparere og male nogle gamle legesager, som jeg tænkte på at give i gave. Jeg gemte gaverne i kælderen, sådan at julemanden kunne hente dem op julemorgen.
Tøj til børnene begyndte også at blive en bekymring. Jeg forsøgte at lappe drengenes bukser, men det var bare et spørgsmål om tid, inden de ikke kunne bruges længere.
Jeg arbejdede natten til juleaften, og de sædvanlige stamkunder drak kaffe på “Big Wheel”. Der var langturschauffører – Leif, Frank og Jim – men også politimanden Joe.
Nogle musikere hang ud ved et bord, efter de havde spillet et sted i nærheden. De plejede hovedsageligt at spille på vores flipperspil.
Stamgæsterne sad mest og snakkede i de små timer om morgenen, for siden at sætte sig i deres store lastbiler og køre væk, inden solen stod op.
Da det var tid for mig at gå hjem ved 07:00-tiden julemorgen, så jeg, at der var pakket en masse i min gamle, slidte Cheva. Den var helt fyldt med underlige kasser og æsker.
Jeg åbnede hurtigt fordøren og begyndte at rode rundt på bagsædet. Da jeg åbnede den første kasse, var den fyldt med små, blå jeans i forskellige børnestørrelser. Jeg åbnede en anden boks, den var fyldt med skjorter og trøjer.
Derefter kiggede jeg i nogle af de andre kasser…
Der lå slik, nødder, frugt og flere andre dagligvarer. Der var en stor juleskinke, konserverede grøntsager og kartofler. Der var budding, kager og mel. Jeg fandt også en hel pose med toilet- og rengøringsprodukter.
Og i en pakke lå der fem legetøjsbiler og en lille smuk dukke…
Da jeg kørte tilbage til huset gennem tomme gader, mens solen stille stod op over byen, græd jeg af taknemmelighed. Og jeg kommer aldrig til at glemme glæden i ansigtet på mine små dyrebare skatte den morgen.
Jo, vist fandtes der engle i vores lille by, den gang for længe siden i december.
Og disse hang ud på “Big Wheels”.
Glem ikke at trykke på DEL og SYNES GODT OM-knappen, hvis du også blev rørt af at læse denne historie.