Michael Dyrby forlader sin stilling på B.T. efter sexismesag

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

B.T.s chefredaktør Michael Dyrby har besluttet sig for at forlade sin stilling.

I sidste uge udkom dokumentaren ‘Sexisme bag skærmen’ på Discovery + hvor en række kvinder delte deres oplevelser med sexisme under deres ansættelse hos TV 2.

I dokumentaren er det kun den tidligere tv-vært Jes Dorph-Petersen, der er navngivet. Men i kølvandet på offentliggørelsen af den meget omtalte udsendelse, satte en af kvinderne fra dokumentaren, Anna Thygesen, navn på den person, som skulle have givet hende en sexistisk kommentar, mens hun arbejdede for TV 2. Det var Michael Dyrby, som dengang arbejdede hos TV 2 men som i dag er B.Ts chefredaktør – indtil i dag, hvor han forlader sin stilling med øjeblikkelig virkning. Det meddeler han selv i en kommentar på bt.dk.

– En chefredaktør må aldrig stå i vejen for sin egen udgivelse. Et medie lever af troværdighed og talent, så det kan producere den nødvendige journalistik, der er afgørende for et medie som B.T.. Derfor har jeg meddelt koncerndirektør og udgiver, Anders Krab Johansen, at jeg træder tilbage, skriver Michael Dyrby blandt i kommentaren.

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ifølge Anna Thygesen skulle Michael Dyrby for en årrække tilbage efter en julefrokost have sagt følgende til hende: ‘Du bliver aldrig til noget her på TV 2. Du er for gammel. Du er for rapkæftet. Og fordi jeg ikke vil kneppe dig.’

Det har Michael Dyrby siden afvist, men er alligevel i de seneste dage blevet mødt af et pres, der altså nu betyder, at han har valgt at forlade sin stilling.

Hvad tænker du om denne sag?

Del gerne dine tanker med os i kommentarsporet under artiklen på Facebook nu!

Exit mobile version