Politiet: Yderligere to dræbte i togulykken

Fyns Politi oplyser torsdag morgen, at yderligere to personer blev dræbt ved onsdagens togulykke på Storebælt.

Politiet har undersøgt det forulykkede tog og fundet yderligere to omkomne. Det betyder, at der i alt er fundet otte dræbte i toget.

Der er tale om fem kvinder og tre mænd. Der er ingen børn blandt de dræbte.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse torsdag morgen.

Politiet oplyser desuden, at de er ret sikre på, hvem fire af de omkomne er, mens de arbejder på at identificere de øvrige hurtigst muligt.

På grund af de meget voldsomme læsioner på de afdøde, foregår identificeringen ved hjælp af DNA og tandkort.

Onsdag konstaterede politiet, at otte personer var savnet. Det svarer altså til de afdøde, som nu er fundet i toget. I løbet af natten har politiet været i kontakt med de pårørende til de savnede.

– Vi håber og arbejder af alle kræfter på at få endeligt identificeret de omkomne i løbet af i dag, så de pårørende kan få endelig vished om, hvad der er sket med deres kære, skriver Fyns Politi i pressemeddelelsen.

Bagagen i toget er i politiets varetægt og ved at blive registreret. Politiet vil melde ud, når den er klar til at blive udleveret. Ejendelene vil blive samlet på Politigården i Odense, hvorfra de senere vil blive udleveret.

Natten igennem har politiet arbejdet med at undersøge toget, som nu er rangeret ned på et afspærret baneterræn sammen med godstoget, hvor der er dækket af for indblik.

Hvis man har brug for at kontakte politiet i forbindelse med ulykken, skal man nu ringe 114.