Rådhuspladsen afspærres nytårsaften: Københavns Kommune sætter hegn op

Hvis du har tradition for at tage til Rådhuspladsen i København for at byde det nye år velkommen, bliver det vanskeligt i år.

På grund af de høje smittetal i hovedstadsområdet bliver Rådhuspladsen lukket for almindelig adgang nytårsaften. Københavns Kommune har i samarbejde med Københavns Politi besluttet at indhegne det meste af Rådhuspladsen.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Københavns Politi.

– Den nuværende situation med høje smittetal er meget alvorlig, og det er i det lys, at Københavns Kommune på vores opfordring sætter et hegn op rundt om det meste af Rådhuspladsen for at undgå, at alt for mange samles omkring fejring af indgangen til 2021. I år skal vi ikke kun holde afstand til fyrværkeriet, men også til hinanden, siger chefpolitiinspektør for Københavns Politi Jørgen Bergen Skov i en pressemeddelelse.

Indhegningen betyder, at der nytårsaften ikke vil være adgang til væsentlige dele af Rådhuspladsen. Det sker for at undgå, at mange borgere samler sig på pladsen, som traditionelt tiltrækker store forsamlinger ved årsskiftet, det skriver Københavns Politi.

Hegnet på Rådhuspladsen bliver sat op i løbet af den 30. december, og pladsen vil blive spærret helt af fra den 31. december kl. 16.00 til 1. januar kl. 9.30.

Nytårsaften vil Københavns Politi sørge for, at afspærringen respekteres. Hvis man ikke overholder reglerne, kan det udløse en bøde.

Ud over forsamlingsforbuddet vil Københavns Politi nytårsaften også have fokus på de øvrige restriktioner, særligt i forhold til salg af alkohol.

Nytårsaften og nat er der forbud mod salg af alkohol fra kl. 22 og frem til kl. 9 nytårsdag

Nytår med samfundssind

Det er ikke kun i København, hvor smittetallene har været stigende, nytåret bliver anderledes.

Hos Midt og Vestjyllands politi opfordres borgerne også til at overveje, hvordan de går ind i det nye år:

”Vi bliver hver især nødt til at tage vores nytårstraditioner op til overvejelse. Vi bør skrue det ned til et minimum og skal for eksempel heller ikke gå rundt og ringe på døre hos naboer og gode bekendte for at ønske godt nytår eller stimle sammen på gaden, når vi fyrer krudt af. Måske skal forældre også lige tage en ekstra snak med de unge mennesker”, lyder det fra Martin Løye, politiinspektør og leder af beredskabet i Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger til et corona-sikkert nytår:

Forsamlingsforbuddet på ti personer og anbefalingen om heller ikke at samles flere end ti i private hjem gælder stadig. Derudover har sundhedsmyndighederne følgende gode råd til din nytårsaften:

  • Vær så få som muligt og aldrig flere end ti personer samlet til nytår, uanset hvor stor din bolig er. 
  • Invitér kun personer fra din omgangskreds af ti personer, som du plejer at se ofte. 
  • Bliv hjemme, hvis du har symptomer, er testet positiv eller er nær kontakt til en smittet. 
  • Hold dig til dit eget nytårsselskab hele aftenen, også hvis I går udendørs.
  • Undgå steder, hvor mange mennesker typisk går hen nytårsaften. 
  • Find alternative måder at ønske godt nytår til dine naboer. Hils for eksempel hen over hækken, på hver sin altan eller over telefonen.
  • Aflys fælles fyrværkeriarrangementer eller –opvisninger, hvor flere mennesker fra nabolaget samles samme sted. 
  • Lav aftaler for virtuelle nytårshilsener med venner og familie, som du gerne ville have fejret nytåret med.