Ellemann efter Støjbergs farvel: “Jeg er oprigtigt ked af det”

Venstre-formanden udtrykker nu sin sorg efter, at Inger Støjberg har forladt partiet.

– Inger har i dag meldt sig ud af Venstre. Det er jeg oprigtigt ked af. Det er utrolig trist, at det er kommet hertil, skriver Jakob Ellemann Jensen i et opslag på sin egen Facebook-side.

Inger Støjberg meddelte i dag, at hun efter mange år hos Venstre forlader partiet og forsætter som løsgænger i stedet.

– Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg havde håbet, at Inger kunne se sig selv i Venstre i fremtiden. Det kan hun ikke, og det er jeg ked af. Ingen skal være i tvivl om, at vi i Venstre har plads til Inger, og derfor er jeg trist over, at Inger ikke har plads til Venstre, skriver han videre.

Ifølge Inger Støjberg har hun ikke haft andre muligheder end at forlade partiet:

– Det er uendeligt tungt for mig, men det kan ikke være anderledes. I den periode jeg er i nu, er det at være løsgænger den bedste måde, jeg kan blive ved med at kæmpe for de værdier jeg står for, siger Inger Støjberg i et stort interview med Skive Folkeblad.

Venstres Landsmøde 2019 i Herning Kongrescenter. Inger Støjberg og Jakob Ellemann-Jensen i omfavnelse.

Ellemann: “Vi kunne udgøre den stærkeste duo i dansk politik”

Partiet har ikke lagt skjul på, at der har været en del uenigheder. Den nu tidligere retsordfører måtte stoppe som næstformand for partiet i december på grund af uenighederne mellem hende og Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen.

– Da Inger sidste år blev valgt som næstformand for Venstre, var jeg sikker på, at Inger og jeg kunne udgøre den stærkeste duo i dansk politik. Det tror jeg også Inger håbede på, men det fungerede ikke og derfor måtte samarbejdet som formand og næstformand ophøre, skriver Jakob Ellemann-Jensen.

Støjbergs exit fra Venstre kommer ikke lang tid efter, at et stort flertal i Folketinget vedtog et anklageskift, som hun skal dømmes efter i Rigsretten.

Sagen handler om, at hun tilbage i 2016 har adskilt en række unge gifte asylpar, som hun selv betegner som “barnebrude”.

– Inger står overfor en svær tid med rigsretten. Som jeg har sagt flere gange, tror jeg der er mere i den sag, end det billede der står tilbage i medierne.

Jakob Ellemann skriver, at han tror på, at Inger Støjberg vil blive frikendt.

– Jeg ønsker Inger alt det bedste fremover, slutter han sit Facebook-opslag med.

Du kan se det fulde opslag her:

Inger har i dag meldt sig ud af Venstre. Det er jeg oprigtigt ked af. Det er utrolig trist, at det er kommet…

Posted by Jakob Ellemann-Jensen on Thursday, February 4, 2021