Bil påkører juleparade i USA: 5 personer er dræbt og over 40 er kvæstet

Søndag aften amerikansk tid bragede en bil med en fart på omkring 60-70 kilometer i timen gennem politiets afspærringer og direkte ind i et juleoptog, som fandt sted i den amerikanske stat Wisconsin.

I byen Waukesha i Wisconsin fandt en frygtelig hændelse sted søndag aften amerikansk tid. En rød bil kørte med høj fart direkte ind i et folkemængde, som deltog i et juleoptog.

Det har resulteret i mindst fem døde, og over 40 personer kvæstede. Det skriver det lokale medie Milwaukee Journal Sentinel på baggrund af, at de lokale myndigheder har offentliggjort de foreløbige oplysningerne om hændelsen.

Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Mediet oplyser desuden, at cirka 28 personer er kørt på hospitalet, hvoraf mindst 15 af dem er børn.

Politiet forventer, at antallet af omkomne og sårede kan stige den kommende tid. Flere sårede er blevet transporteret til forskellige hospitaler af venner og familie. Myndighederne har derfor ikke det fulde overblik over situationen endnu.

En lokal journalist, Sam Kraemer, fra mediet Fox 6 News, har blandt andre delt et kort videoklip af det øjeblik, den røde firhjulstrækker nærmer sig optoget med faretruende høj fart.

En betjent skød efter bilen, da den kørte ind i optoget, men det fik ikke chaufføren til at stoppe.

Politiet har stoppet bilen, som kørte gennem optoget. I den forbindelse har de tilbageholdt én mistænkt person.

Det er endnu uklart, hvad motivet for påkørslen var. Politiet kan hverken be- eller afkræfte et terrormotiv.

Hvor er det bare frygteligt!

Vi sender mange tanker til alle, der er berørt.