De advares om at adoptere lille pige, men forældrene trodser alle og opdager sandheden

Bernie og Diane Lierow har fem sønner, og de har altid drømt om at have en stor familie.

Men efter alle deres børn voksede op og forlod hjemmet, indså parret, at de havde mere kærlighed at give.

De begyndte at tale om at adoptere en datter den her gang.

YT

Det tog ikke lang tid for parret at bestemme sig. Snart begyndte de at engagere sig i en lokal adoptionsorganisation. En dag fik potentielle adoptionsfamilier mulighed for at se børn, som behøvede nye forældre.

Diane så flere børn den dag, men hun kunne kunne ikke ryste et sorthvidt billede af en pige, som ikke var der af sig. Hun blev draget til hende, Diane stod længe foran det grynede billede på opslagstavlen. Hun ville vide mere om den her pige.

“Jeg følte bare, at jeg blev draget til hende, der var noget ved hendes ansigt og hendes udtryk”, siger Diane.

Parret spurgte efter barnet, men adoptionsrådet advarede dem.

Alt de sagde var bare “hende vil i absolut ikke have”, mindes far Bernie.

Men parret gav sig ikke, fordi de virkelig følte for at vide mere.

“Til sidst sagde en af damerne til min hustru; ‘der er noget galt med hende, pigen bør ikke blive adopteres’”, siger Bernie.

Parret var dog ikke klar til at give op, så de bad om mere information. De gravede i hendes baggrund og gennem samtaler med medarbejdere, som fortalte en skrækkelig historie, kom Bernie og Diane i kontakt med politiet.

Blev kendt som “Pigen i vinduet”

De opdagede, at den lille pige var vokset op under frygtelige forhold.

Danielle Crockett var kendt for mange som ”pigen i vinduet”.

I 2005 havde politiet modtaget et opkald fra en urolig nabo. Naboen påstod, at der skete noget mærkeligt og grusomt i et nærliggende hus.

Naboen vidste, at der boede en kvinde sammen med sin kæreste og deres to ældre sønner, men hun havde aldrig set noget tegn på et lille barn. Men en dag så vidnet et magert lille ansigt stirre ud gennem vinduet.

Naboen glemte aldrig de hule øjne og det indsunkne ansigt. Hun rapporterede det hele til myndighederne.

Politiet ankom til stedet, sammen med efterforskeren Mark Holste og hans partner. Hvad de fandt skulle hjemsøge dem i lang tid fremover.

Efter at have kæmpet sig gennem en af kasserne, kom han snublende tilbage og kastede op.

Betjentene græd åbent, da de indså hvad der var sket.

“Det var et af de værste eksempler på forsømmelser, som de havde set”, fortæller Mark Holste, der arbejder med at undersøge tilfælde af børnemishandling.

Hele huset var dækket af afføring og kakerlakker.

“Det knasede bogstavligt talt under fødderne, når du gik ind, der var titusindvis”.

En stor kvinde krævede at få at vide, hvorfor politiet var der. Hendes to unge sønner sad beskidt i dagligstuen.

Holste gik længere ind i huset og så, at en loille pige faktisk blev holdt fanget der.

På bagsiden af huset, i et rum på størrelse med en garderobe, på en beskidt madras, på en høj af bleer – her lå et lille desorienteret barn.

Var som et vandrede spøgelse

Forsømmelse og forfærdelige leveforhold havde tæret hårdt på den lille pige, som senere blev bedømt til at være 6 år gammel. Hun vejede 20 kilo, da Mark Holste fandt hende.

Danielle kunne ikke tale og kunne ikke tåle fast føde; hun var dækket af lus og lopper. Hun vejede næsten ingenting, da Mark samlede hende op og gik ud af huset.

“Moren sagde bare; ‘Jeg gør mit bedste’, fortæller Holste til Tampa Bay Times.

”Jeg skreg til hende: Dit bedste er skide ubrugeligt!”

Den skræmmende opdagelse chokerede hele USA og Florida-avisen Tampa Bay Times vandt Pultizer-prisen for sin efterforkning af hændelsen i 2009.

Selvom “Pigen i vinduet” ikke led af nogle fysiske og eller neurologiske skader, var hun flere år bagud i den mentale udvikling. Danielle var som et vandrende spøgelse i lang tid efter hendes redning.

Cirka 85 procent af hjernen udvikles i de første fem leveår, forklarer psykologen Kathleen Armstrong, som undersøgte Danielle.

Pigen vidste sig at være på en babys niveau, på trods af hun snart skulle fylde 7 år.

Lægerne kaldte hendes tilstand “miljøautisme”, fordi hun var blevet berøvet menneskelig kontakt i så lang tid, hun var helt enkelt “gået ind i sig selv” og havde aldrig lært at samarbejde med mennesker eller at lytte.

“Dette barns historie knuste mit hjerte”, siger dommeren Martha Cook, som overvågede udredningen og forhøret med Danielle.

Hendes biologiske mor mistede straks alle forældrerettigheder, og Danielle tilbragte seks uger med at komme sig på et sygehus, inden hun blev udskrevet.

Derefter blev hun placeret i forskellige plejehjem, mens myndighederne spekulerede over, hvad der skulle ske med hende.

Danielle havde dog meget svært ved at tilpasse sig sit nye liv. Og hvem kan klandre hende?

Hendes adfærd var uberegnelig, især når det kom til mad. Efter at have sultet i flere år, spiste hun al mad, så snart hun så noget stå fremme. Hun grovspiste til sådan en grad, at hun blev syg. Hun havde kraftige udbrud hver dag, men skjulte sig ofte i et hjørne. Hun vidste ikke, hvordan man skulle være nær mennesker.

Et og et halvt år senere undrede medarbejder, om hun skulle forsøge at finde et permanent hjem til Danielle.

Men det virkede umuligt, hvorfor skulle nogle tage denne pige?

Da Bernie og Diane Lierows læste alt dette i rapporterne, blev de “knuste”:

“Det fik mig til at græde, bare st læse hvordan hun var blevet behandlet og de vilkår hun levede under”, siger Diane.

Men de følte også, at det var meningen at Danielle skulle blive en del af hendes familie. De begyndte at besøge hende.

“Hver gang vi kom, kunne hun noget nyt som hun ikke kunne tidligere”, husker Diane.

Under deres første møde fik Danielle øjenkontakt med Bernie. Det føltes som om, at de så hinanden.

“Det var bare så fint”, siger Diane.

”Det gik at nå frem til hende, men det skulle ikke blive let, det er sikkert”, siger Diane.

Bernie følte på samme måde. Efter mødet med Danielle havde han en drøm, og det føltes så virkelig, Det var et tegn: “Okay, jeg skal tage hånd om hende”.

Men det blev som sagt inden dans på roser, da Danielle skulle flytte ind hos parret.

“Vi vidste ikke, om hun nogensinde kunne spise med en gaffel og ske”, siger Diane.

“Du begynder at tænke: Jeg ved ikke, hvor langt det her barn kommer til at udvikle sig”.

Danielle kunne have vredesudbrud syv eller otte gange om dagen og hadede at gå ud. Hun skreg, så det smertede i hendes lunger og kastede sig på gulvet, fortalte adoptivforældrene i et interview i 2009.

Maden var også stadig et følsomt område for Danielle, og hun kunne spise til hun kastede op, fordi hun ikke havde lært sig at kontrollere indtaget.

Alligevel elskede Diane og Bernie hende, præcis som deres biologiske børn.

Og med stor udholdenhed og kærlighed, begyndte Danielle at gøre fremskridt!

Hun lærte at gå på toilettet selv, og begyndte at kunne klare mange ting selv.

Ting som virker simple som at børste tænder eller vaske hænder var store sejre for Danielle, men hun gjorde det med Lierows-familiens støtte og opmuntring.

”Hun er allerede kommet langt over forventningerne som specialisterne havde for hende på det tidspunkt, hvor hun blev fundet”, fortalte Diane til CBN i 2012.

”Små skridt er store skridt for nogen som aldrig har lært det”, forklarede Bernie i 2014.

”Hun har lært sig at gøre ting, som vi aldrig troede hun skulle gøre”.

Talen er stadig et svært område for Danielle, men hun byder nogle gange Bernie velkommen hjem med et “Hej far”, og har til og med sagt “jeg elsker dig” til sine forældre.

Efter at have været ramt af den forfærdelige behandling af sin biologiske mor, er Danielle ekstra forsigtig ved kvinder og mødre. Det har taget lang tid for hende at lære at omgås med andre, men det “bliver bedre”.

“Hun er stadig agressiv omkring mad”, fortalte Bernie OWN i 2014.

Så de må være påpasselige med ikke at lade hende spise sig syg.

Men efter alle Danielles fremskridt, ser familien lyst på fremtiden og har nu høje forhåbninger.

“Hvis hun kunne være en del af samfundet, ville det være et stort plus”.

Se interviewet med Bernie og Diane nedenfor:

Ocg få et indblik i Danielles hverdag i videoen nedenfor:

Selvom denne historie begyndte tragisk, så ser fremtiden lys ud – takket være godhjertede mennesker som Bernie og Diane Lierow!

Jeg ønsker Danielle held og lykke i fremtiden, hun har allerede taget store skridt og jeg tror på hende!

Del gerne denne beretning videre, hvis du også vil hylde to forældre, som viser hvad ægte kærlighed, sammenhold og medmenneskelighed handler om!