Lisbet Dahl om Ulf Pilgaard: Han var forfærdelig og arrogant

De to skuespilsveteraner har oplevet lidt af hvert gennem karrieren. Også et stort uvenskab mellem hinanden, der dog senere er blevet til et fantastisk makkerskab.

Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard deler et helt særligt bånd. Gennem årene har de to fået tusindvis af danskere op i højt humør, når de har optrådt sammen i Cirkusrevyen.

Men bag scenen og de mange grin har de to aldrig betegnet sig som hinandens bedste private venner.

Således afslører makkerparret nu, hvordan deres første møde gik helt, helt galt.

Artiklen fortsætter under billedet…

Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl
Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Skænderi og uenigheder

Det fortæller de om i et interview med Her & Nu.

Ifølge mediet mødte de to skuespilsveteraner hinanden første gang i 1975 under teaterforestillingen “Stamherren” på ABC Teatret. Og det var under stor dramatik, at mødet fandt sted på scenen.

– Lisbet spiller en stuepige, som kommer ind til mig med et brev, og så skal hun gå ud igen. Hvorefter folk begynder at grine, og det var ikke meningen. Jeg skulle læse op af brevet, og det kunne jeg ikke, fordi folk grinede hysterisk. Lisbet var ikke gået ud, hun stod ovre i døråbningen og lavede grimasser over mod mig. Det kunne jeg altså ikke tåle i mine unge dage, fortæller Ulf Pilgaard til Her og Nu.

Derfor kvitterede Ulf Pilgaard med nogle mindre pæne ord og bad Lisbet Dahl om ikke at komme med hendes “primadonna-provins-nykker”.

– Man kan ikke sige, at vores samarbejde altid har været let. Til tider har det været frygteligt at arbejde sammen med Ulf. I begyndelsen syntes jeg, han var forfærdelig og arrogant, men det syntes han helt sikkert også om mig. Men vi har altid haft en fællesnævner: Vi har kunnet grine af de samme ting, har Lisbet fortalt til bogmagasinet Bog.dk.

Et særligt bånd

Skænderiet endte da også ud med, at begge blev venner igen. Og det lange venskab er endt med et helt særligt bånd mellem de to skuespillere, der i dag plejer at sige, at de er ligesom et gammelt ægtepar.

For selvom de ikke har meget kontakt til hinanden uden for arbejdstiden, er de der altid for hinanden.

Makkerparret har senest udgivet samtalebogen “Livsvidner”, der udkom den 1. marts i år, og lige nu er de på turné med Lukas Birch i talkshowet “På slap line igen”, hvor James Price sidder bag klaveret.

Læs mere: Stor karrierenyhed: Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard åbner op om livet i Cirkusrevyen

Så dejligt, at vi har fået fornøjelsen af det lange makkerskab. Del dine tanker i kommentarsporet på Facebook.