Bekræftet: Slut med NemID

Fra sommeren 2021 får vi en ny digital ID-løsning i Danmark, som erstatter det nuværende NemID.

Den nye digitale løsning skal hedde MitID, og den offentlige sektor og de danske banker har netop nu underskrevet kontrakten med leverandøren af den nye løsning.

Det bliver virksomheden Nets, som kommer til at stå for MitID, ligesom selvsamme virksomhed har stået for NemID.

Det skriver Finans Danmark i en pressemeddelelse.

– Med MitID sørger vi for, at den nationale, digitale infrastruktur også fremadrettet vil være et stærkt fundament for det digitale Danmark. Samtidig sikrer vi, at brugerne fortsat kun har ét sikkert, digitalt ID, som de er trygge ved at bruge. Det er en vigtig brik i den gode relation mellem offentlige myndigheder, borgere og virksomheder, siger direktør i Digitaliseringsstyrelsen, Rikke Hougaard Zeberg, i pressemeddelelsen.

“Når den nye løsning bliver taget i brug, vil det være uden nøglekortet i den pap-version, som vi kender i dag. Med MitID kommer der i stedet andre måder at logge ind med sit digitale ID. Det vil blandt andet blive i form af en app, ligesom den populære NemID nøgleapp. Der kommer også en række andre muligheder, fx fysiske løsninger til dem, som foretrækker det eller har særlige behov. Da udviklingen af det nye MitID først igangsættes nu, har de forskellige muligheder ikke fået navn og endelig form,” skriver Finans Danmark.

Sådan bliver den nye løsning

  • MitID bliver indført fra sommeren 2021, og planen er at flytte alle NemID-brugere fra NemID til MitID i løbet af de efterfølgende ni måneder.
  • NemID lukker, når MitID er fuldt indfaset i 2022.
  • Brugerne vil primært bruge MitID via en app, ligesom over 1 mio. borgere bruger NemID Nøgleapp i dag. Dertil kommer en række fysiske identifikationsmidler, som skal imødekomme forskellige specifikke behov. Nøglekortet kommer vi til at sige farvel til.
  • For virksomheder, som i dag bruger NemID til Erhverv, er der fokus på øget brugervenlighed. Fx samles alle aftalerne fremover i én aftale med NemLog-in, ligesom målet er at gøre løsningerne og flowet mere sammenhængende.
  • Med MitID kan man – i stedet for de nuværende NemID medarbejdersignaturer – bruge sit private MitID på sin arbejdsplads eller i sin forening. Det kræver blot, at arbejdspladsen og medarbejderen er enige om det. Den mulighed har mange efterspurgt.
  • MitID bliver Danmarks nationale eID-løsning og vil kunne bruges på tværs af EU. Danske borgere vil over for andre europæiske landes offentlige e-services fremover kunne identificere sig med MitID.
  • IT-arkitekturen bag MitID bliver simplere, og integrationen bliver nemmere og billigere.

Kilde: Finans Danmark

En stor nyhed for stort set alle danskere, som bruger NemID. Hvad mener du om, at vi skal skifte fra NemID til et nyt system? Skriv gerne din mening i kommentarfeltet til artikel på Facebook – og del nyheden med andre, så de også kan lære om skiftet.