Ekspert: Mobilforbud på skoler kan skade børnene

Mange danske børn afleverer deres mobiltelefoner før skoledagen starter – men det kan ifølge en ekspert skabe store problemer.

Hver morgen afleverer eleverne deres mobiltelefon, som de først får tilbage, når skoledagen er forbi.

Sådan ser det ud på næsten hver fjerde af de folkeskoler, som har deltaget i en stikprøveundersøgelse, hvor de har svaret på spørgsmål om deres mobilpolitik.

Det skriver Jyllands-Posten torsdag ifølge Ritzau.

Tallene er højere på landets friskoler og privatskoler, hvor næsten hver tredje svarer, at eleverne skal aflevere deres telefon.

Men det kan skabe store faglige og sociale problemer, mener Jesper Tække, som er lektor i medievidenskab hos Aarhus Universitet.

– Vi skal lære at håndtere mobiltelefonerne på en god måde, men også beherske os selv i forhold til at bruge dem. Hvis man ikke lærer det henne i skolen, så er der ikke noget sted, hvor man lærer det, siger Jesper Tække til Ritzau.

Ifølge Jesper Tække bør skolerne i stedet eksperimentere med brugen af mobiltelefoner i deres undervisning. På den måde kan børnene få nye og bedre normer for deres brug af dem.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) glæder sig dog undersøgelsens resultater:

– Det er ekstremt forstyrrende for eleverne, både i forhold til undervisningen og deres sociale liv, hvis de hele tiden skal være på mobiltelefonen. Så har man jo alle døgnets andre timer til at gå på Snapchat, hvis det er det, man har lyst til, siger Merete Riisager til Jyllands-Posten.

Undervisningsministeriet står bag undersøgelsen, som bygger på data fra VIA University College. Den viser desuden, at 86 procent af de 107 adspurgte folkeskoler har en politik for elevernes brug af mobiltelefonen – mens det samme gælder for 95 procent af de 41 fri- og privatskoler.

Hvad mener du om forbud mod mobiltelefoner i skoletiden? Del gerne din mening i kommentarfeltet på Facebook!